Helle Thornings lyserøde kjole skal udstilles af Nationalmuseet

Gæster i De Kongelige Repræsentationslokaler på Christiansborg kan til oktober se en meget omtalt kjole.

Helle Thorning-Schmidt (S) vakte opsigt, da hun søndag var til taffel på Christiansborg for at fejre dronning Margrethes 50-års regeringsjubilæum. Nu kan man se kjolen helt tæt på, på en museumsudstilling. <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Helle Thorning-Schmidt (S) vakte opsigt, da hun søndag var til taffel på Christiansborg for at fejre dronning Margrethes 50-års regeringsjubilæum. Nu kan man se kjolen helt tæt på, på en museumsudstilling. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Når Nationalmuseet til oktober udstiller en række kjoler og festtøj, som har været i brug til de kongelige fester på Christiansborg, er Helle Thorning-Schmidts (S) meget omtalte kjole fra søndagens gallataffel med.

Det oplyser Nationalmuseet til Ritzau.

Mirja Thaulow, som er museumsinspektør ved Nationalmuseet på Christiansborg Slot, fortæller, at museet kunne se, at det var en kjole, som der er mange holdninger til.

- Derfor synes vi, at det var spændende at have med som et eksempel på, hvordan kan man klæde sig lige nu, når man skal til kongelig fest på Christiansborg, siger hun.

Hun fremhæver også, at det er en kjole, som skiller sig ud.

Da dronning Margrethe søndag fejrede sit 50-års regeringsjubilæum med et gallataffel, mødte forhenværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) op i en lyserød kjole.

Kjolen har siden skabt debat. Blandt andet om, hvorvidt den levede op til den dresscode, der er til et gallataffel.

- Det er et rigtigt godt eksempel på de kjoler, som man bærer til fester. Men samtidig er det jo spændende, at den kan få folk til at mene mange forskellige ting. Det er jo ikke altid, at sådan nogle balkjoler gør det, siger Mirja Thaulow.

Hun fortæller også, at museet var på udkig efter kjoler og festtøj, som folk lagde særlig mærke til, da gallataflet løb af stablen søndag. Det fik dem til at spørge om lov til at udstille Helle Thorning-Schmidts kjole.

Udstillingen har også andre kjoler, som er blevet lagt mærke til. En rød kjole, som Ghita Nørby havde på til kunstnerbal på Christiansborg i 2016, vakte eksempelvis også debat umiddelbart efter festen på de bonede gulve.

De to kjoler vil blive udstillet sammen med en række andre festdragter og kjoler, som har været i brug, når de kongelige har indbudt til officielle fester.

- Udstillingen handler om kongelige fester på Christiansborg. Der har vi over 50 kjoler og festdragter, der har været med til kongelige fester de sidste 20 år, siger Mirja Thaulow.

Udstillingen åbner på Christiansborg Slot 6. oktober i De Kongelige Repræsentationslokaler. Man kan se udstillingen frem til 18. december.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.