Hjælpeorganisationer får nedsat gebyr på donationer

225 hjælpeorganisationer står til samlet 41 millioner kroner mere om året med gebyrnedsættelse.

Når du fremover sender et bidrag til en hjælpeorganisation via Betalingsservice, vil en større del gå til organisationen.

Det ligger fast med en ny aftale imellem hjælpeorganisationernes interesseorganisation Isobro og Mastercard, som står for Betalingsservice.

Formanden for Isobro, Ann Leistiko, glæder sig over den nye aftale.

- Vi er utrolig stolte og glade over, at vi har fået indgået den her aftale med Mastercard. Det betyder en kontant besparelse for vores medlemmer på 41 millioner kroner. Det kan vi ikke være andet end glade for, siger hun.

Flere hjælpeorganisationer - blandt andet Børns Vilkår og Red Barnet - har tidligere rejst kritik af, at Betalingsservice ved donationer sluger fire kroner i gebyr.

Med den nye aftale er gebyret nedsat til 99 ører fra 1. juli i år.

Og det er det, som betyder, at Isobro vurderer, at organisationens 225 medlemmer står til samlet 41 millioner kroner ekstra om året med den nye aftale.

- De 41 millioner er frie midler til organisationen, som kan være med til at understøtte det arbejde, som medlemsorganisationerne arbejder for, siger Ann Leistiko.

Mastercard overtog Betalingsservice fra Nets sidste år.

Og de ser frem til samarbejdet med hjælpeorganisationerne. Det siger vicedirektør Peter Klein i en pressemeddelelse.

- I Mastercard har vi en lang tradition for at samarbejde med indsamlingsorganisationer, og det kan vi nu også knytte til vores nye aktiviteter i Danmark, lyder det i meddelelsen.

Det er Isobro, som har forhandlet aftalen med Mastercard på vegne af deres medlemmer, som tæller mange af de mest kendte hjælpeorganisationer i Danmark.

- Det er en dialog, der er foregået over en årrække, og der er også en række af Isobros medlemmer, der har presset på for at få en god aftale igennem. Så vi er rigtig glade for, at aftalen nu er faldet på plads, siger Ann Leistiko til Ritzau.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden