Kirker og rådhuse oplever flere vielser efter to coronaår

På Københavns Rådhus blev der sagt ja af 1000 flere par i årets første fem måneder end i samme periode i 2021.

Gennem de sidste to år med corona har befolkningen opsparet et behov for at tage til fest og tage til bryllup igen, mener samfundsforsker. (Arkivfoto). <i>Signe Goldmann/Ritzau Scanpix</i>

Gennem de sidste to år med corona har befolkningen opsparet et behov for at tage til fest og tage til bryllup igen, mener samfundsforsker. (Arkivfoto). Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Rådhuse og kirker melder om et stort antal vielser denne sommer efter to år præget af coronarestriktioner og forsamlingsforbud.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Et af de steder, der oplever et boom i vielser, er Københavns Rådhus. I årets fem første måneder havde der næsten været 1000 flere vielser end samme periode i 2021.

Den øgede efterspørgsel har fået rådhuset til at udvide åbningstiden.

Travlheden skyldes især par, som har udskudt vielsen, par som vil holde sommerbryllup og en voksende vielsesturisme.

Op mod hvert andet par, som bliver viet på Københavns Rådhus, er udenlandske statsborgere, skriver Kristeligt Dagblad.

Også flere af landets kirker oplever travlhed. I Viborg Domkirke blev blot ni par viet hele sidste år.

I år er der booket to-tre vielser alle lørdage fra 11. juni til 24. september.

I Frederiksborg Slotskirke i Hillerød er der booket 20 procent flere vielser i år end i 2021. Ifølge provsten Jørgen Christensen er der to coronaår, der skal indhentes.

Gennem de sidste to år med corona har befolkningen opsparet et behov for at tage til fest og tage til bryllup igen.

Det siger samfundsforsker Johannes Andersen, der er lektor emeritus og ekstern lektor på institut for politik og samfund ved Aalborg Universitet, til Kristeligt Dagblad.

- Alt for længe måtte vi udsætte det sociale samvær med mange i festligt lag. Og en virkelighed med krig i Europa og mørke udsigter gør behovet for at fejre noget så livsbekræftende som et bryllup stærkere. Det bliver en bekræftelse af livet og kærligheden i en ellers dyster tid, siger han til avisen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden