Danmark

Kong Frederik deltager i kæmpe fodboldfejring i Aarhus

Tusindvis af fodboldfans fylder Aarhus' gader for senere søndag at se AGF løfte pokalen.

Inden kampstart kunne de 12.000 tilskuere til kampen mellem AGF og Viborg FF høre Thomas Helmig optræde med sangen "Malaga".
Inden kampstart kunne de 12.000 tilskuere til kampen mellem AGF og Viborg FF høre Thomas Helmig optræde med sangen "Malaga". Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 18:15

Kong Frederik er søndag i Aarhus for at hylde fodboldklubben AGF, der har vundet DM-guldet.

Det viser billeder fra stadionet i Vejlby i Aarhus, hvor kongen står blandt tilskuerne.

Til TV 2 siger kongen, at han er glad for at opleve aarhusianernes store opbakning til byens fodboldhold.

- Jeg synes, det er fantastisk. Aarhus er jo en stolt by, landets næststørste, Smilets By og har altid gået til kampene for byens hold med positivitet, entusiasme og været blandt de stærkeste støtter af holdet.

- Der har været en kæmpe opbakning blandt fangruppen, og det er jo dejligt at se, siger han til mediet.

Til samme medie fortæller AGF's cheftræner, Jakob Poulsen, at kongen har været forbi spillernes omklædningsrum inden kampen.

Cheftræneren kalder det et fornemt og meget specielt besøg.

Søndag aften spiller AGF en sidste kamp mod Viborg FF, men allerede søndag i sidste uge sikrede det aarhusianske hold sig guldet.

Det skete i den næstsidste spillerunde af Superligaen i en kamp på udebane mod Brøndby.

Med sejren var det første mesterskab i 40 år i hus for AGF.

Til søndagens kamp har 12.000 købt billet.

Inden kampen gik i gang optrådte Thomas Helmig på stadionet. Her kunne tilskuerne synge med på sangen "Malaga".

I alt ventes 55.000 at være med til at fejre mesterskabet rundt om i Aarhus.

Hvis man ikke fik sikret sig en billet til stadion, er der både storskærmsarrangementer i Tivoli Friheden og på Tangkrogen i Aarhus.

I Tivoli Friheden ventes 13.000 at se med, mens 30.000 ventes at dukke op til arrangementet på Tangkrogen. Det har fodboldklubben tidligere oplyst.

Efter slutfløjt kigger AGF-truppen også forbi Tangkrogen med trofæet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden