Kongelig præst forestår tidligere Aarhus-borgmesters bisættelse

Thorkild Simonsen døde 4. september efter længere tids sygdom. Torsdag skal han bisættes i Aarhus Domkirke.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Når Aarhus' tidligere borgmester Thorkild Simonsen torsdag skal bisættes, bliver det kongelig konfessionarius og biskop Henrik Wigh-Poulsen, som skal forestå ceremonien i Aarhus Domkirke.

Det oplyser borgmesterkontoret i Aarhus Kommune i en mail på vegne af Thorkild Simonsens familie.

Bisættelsen finder sted klokken 13. Den bliver efterfulgt af en mindehøjtidelighed i Musikhuset Aarhus.

Den socialdemokratiske politiker døde 4. september i en alder af 96 år i sit hjem i Risskov ved Aarhus. Det skete efter længere tids sygdom, oplyste familien dengang til TV 2.

Når bisættelsen torsdag finder sted, ventes statsminister Mette Frederiksen (S) at deltage.

Det samme gælder finansminister Nicolai Wammen (S) og Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard (S). De vil - ligesom statsministeren - holde tale ved mindehøjtideligheden.

Også tidligere statsminister og tidligere formand for Venstre Lars Løkke Rasmussen ventes at deltage.

Thorkild Simonsen viede store dele af sit liv til dansk politik og bar gennem årene mange kasketter.

Det gælder særligt i Aarhus, hvor han i næsten 30 år besad lokale poster.

Fra 1966 til 1997 sad Thorkild Simonsen i byrådet i kommunen. De sidste 15 år som borgmester i Aarhus.

Mens han sad i byrådet, var han blandt andet en del af drivkraften bag at få Musikhuset Aarhus opført i byen. Det skete undervejs i de 11 år, mens han var kulturrådmand.

Sidenhen var det, mens Thorkild Simonsen var borgmester, at byrådet blandt andet besluttede, at kunstmuseet Aros skulle opføres.

Efter hans død har Aarhus' nuværende borgmester, Jacob Bundsgaard, i sine mindeord kaldt Thorkild Simonsen "et ikon for byen".

- Tidligere borgmester Thorkild Simonsen var manden, der mere end nogen anden gennem næsten 30 år realiserede visionen om det moderne Aarhus. En by, der voksede markant i størrelse, betydning og anseelse, skriver han.

Thorkild Simonsen bevægede sig dog også ind i landspolitik.

I 1997 - i en alder af 71 år - blev han overraskende hentet ind som indenrigsminister i Poul Nyrup Rasmussens (S) regering. Det var en post, han havde i to og et halvt år.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.