Danmark

Kongeparret bliver budt velkommen af borgmester og flag i Sæby

Kongeparret har mandag taget hul på sensommertogt med stop i Sæby. Her skal parret besøge et glaspusteri.

Ungdomsmester i mangekamp Willas Mogensbæk har blomster med til dronning Mary.
Ungdomsmester i mangekamp Willas Mogensbæk har blomster med til dronning Mary. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 10:48

Det danske kongepar er mandag formiddag ankommet til Sæby Havn i Frederikshavn Kommune, hvor borgmester Karsten Thomsen (S) har budt parret velkommen.

Det viser billeder fra stedet.

Havnen er forud for modtagelsen blevet pyntet med danske flag, lige som en del af de fremmødte også har flag i hånden.

Umiddelbart efter at kongeparret er trådt i land på havnen, får dronning Mary overrakt en buket blomster af ungdomsmesteren i mangekamp Willas Mogensbæk.

Efter velkomsten på Sæby Havn bevæger kongeparret sig videre mod Sæby Kirke. Her holder Karsten Thomsen en officiel velkomsttale.

Herefter vil kongeparret fortsætte til fods i området, hvor de blandt andet skal besøge Sæby Glaspusteri og Clasens Have, hvor forfattere som Henrik Ibsen og Herman Bang mødtes i slutningen af 1800-tallet.

På Sæby Glaspusteri vil ejer og glaspuster Leni Bille modtage kongeparret, og parret vil få en introduktion til glashåndværk og historien om glaspusteri i Sæby.

Senere mandag skal kong Frederik og dronning Mary besøge vandreklitten Råbjerg Mile og Grenen, som er Danmarks nordligste punkt.

Råbjerg Mile er cirka en kilometer på hver led og vandrer omkring 15 meter mod nordøst hvert år ved hjælp af vindens kraft.

Sæby er det første stop på kongeparrets sensommertogt i år. Foruden Frederikshavn Kommune skal kong Frederik og dronning Mary også besøge Thisted Kommune, Læsø Kommune og Samsø Kommune.

Sensommertogtet varer fra mandag til torsdag.

I år er kong Frederik og dronning Marys anden sejlsæson som kongepar. Sejlsæsonen blev indledt 7. maj.

Det er en tradition, at den danske regent hvert år tager på togt i de danske farvande i løbet af sommeren.

Traditionen går tilbage til Christian X og dronning Alexandrines regeringsperiode, hvor de som det første kongepar gjorde sommertogterne til en fast del af programmet.

"Kongeskibet Dannebrog" tjener som officiel og privat residens for kongeparret samt øvrige medlemmer af den kongelige familie, når de er på sommertogt i hjemlige farvande eller på oversøiske officielle besøg.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden