Danmark

Kraftig vind i Nordjylland medfører aflyste færgeafgange

I Nordjylland er der risiko for stormende kuling med vindstød af stærk storm frem til mandag eftermiddag.

Flere færgeafgange er mandag blevet aflyst på grund af kraftig blæst i Nordjylland. Det gælder blandt andet Læsøfærgen, der sejler mellem Frederikshavn og Læsø. (Arkivfoto).
Flere færgeafgange er mandag blevet aflyst på grund af kraftig blæst i Nordjylland. Det gælder blandt andet Læsøfærgen, der sejler mellem Frederikshavn og Læsø. (Arkivfoto). Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 10:40

Der er mandag risiko for stormende kuling med vindstød af stærk storm i den nordlige del af Jylland.

Det varsler Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Varslet gælder i Lemvig, Thisted, Jammerbugt, Brønderslev, Hjørring, Frederikshavn og Læsø frem til mandag eftermiddag.

Der er risiko for stormende kuling på mellem 20-23 meter i sekundet med vindstød af stormstyrke på mellem 25-30 meter i sekundet.

- Vores forventning er, at de kraftigste vinde holder sig til havs, men vi har opsat en risikomelding om stormende kuling med vindstød op til stærk storm for dele af Nordvest- og Nordjylland, skriver DMI på sin hjemmeside.

I Thorsminde blev der klokken 08.00 målt vindstød af stærk storm med 29,5 meter i sekundet.

I Slidstrup er der målt vindstød af stormstyrke på 25,6 meter i sekundet, skriver DMI.

Den kraftige vind har mandag formiddag påvirket flere færgeafgange.

Blandt andet er afgange med Læsøfærgen, der sejler mellem Frederikshavn og Læsø, blevet aflyst i tidsrummet 09.40 og frem til 11.30.

Færgen Thyborøn-Agger har også aflyst afgange frem til klokken 13.00, ligesom Hvalpsund-Sundsøre-færgen, der sejler mellem Vesthimmerland og Salling, midlertidigt har indstillet sejladsen.

Mellem Hirtshals og Kristiansand i Norge og mellem Frederikshavn og Göteborg i Sverige er der også aflysninger i færgedriften, skriver TV2 Nord.

På Sallingsundbroen fraråder Vejdirektoratet desuden, at vindfølsomme køretøjer passerer.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden