Kronprinsen sejler til Ringkøbing med lokal kystredningstjeneste
Kronprins Christian er ifølge TV 2 i gang med en ti dage lang øvelse i forbindelse med løjtnantsuddannelsen.
Opdateret kl. 13:27
Kronprins Christian deltager mandag i motionsløbet Royal Run, og han ankommer til Ringkøbing via fjorden i et af Kystredningstjenestens fartøjer.
Det viser et billede, som kongehuset har delt på det sociale medie Instagram.
Ifølge TV 2's dækning af begivenheden står et kor klar på kajen i Ringkøbing til at tage imod kronprinsen. Koret synger musikgruppen Nephews sang "Hjertestarter".
Christian er sejlet til den vestjyske værtsby for at løbe fem kilometer.
Netop nu er kronprinsen ellers i gang med en afsluttende og ti dage lang øvelse på sin løjtnantuddannelse, skriver TV 2.
Han har ifølge mediet fået lov til at afbryde øvelsen for at deltage i dagens løb.
Kronprinsen begyndte i august sidste år på løjtnantuddannelsen, og han vil i forlængelse heraf gøre tjeneste ved Den Kongelige Livgarde som delingsfører på Garderkasernen i Høvelte, skriver kongehuset på sin hjemmeside.
Knap 11.000 personer skal løbe i Ringkøbing, og den ældste deltager i byen er 94 år.
Den fem kilometer lange rute fører blandt andet løberne forbi oplevelsesparken Naturkraft.
Parken blev indviet af dronning Margrethe i 2020. Den strækker sig over 45 hektar og repræsenterer forskellige typer af vestjysk natur.
I alt deltager mere end 112.000 løbere ved årets Royal Run, og det er ny deltagerrekord.
Kong Frederik åbnede løbefesten i Randers, og senere dukker han op i både Middelfart og København.
Dronning Mary udgør det royale islæt i Helsingør, hvor hun løber fem kilometer.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.