Kronprinsesse Mary: Vietnam kan lære af danske klimaløsninger

Kronprinsessen vil under Vietnam-besøget ikke forholde sig til den interne uro i den danske kongefamilie.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Vietnam har høje målsætninger i kampen mod klimaforandringer, og Danmark har mange af de løsninger, der skal til for at nå dem.

Det siger kronprinsesse Mary under et erhvervsfremstød i netop Vietnam.

Kronprinsessen kalder klimaforandringerne et af verdens største udfordringer, og hun oplever en stor velvilje over for at høre, hvordan danske virksomheder energieffektiviserer.

- Vi bliver mødt med en kæmpe interesse for de løsninger, vi er kommet med. Vi har meget at byde på, siger hun.

Både Danmark og Vietnam har en målsætning om at være klimaneutrale i 2050. Men det danske og det vietnamesiske udgangspunkt for at nå det er vidt forskelligt, lyder det fra kronprinsesse Mary.

- Vi er langt længere fremme. Vi har mange af de løsninger, der skal til for at bidrage til at opnå så stort et mål, siger hun.

Blandt de steder, kronprinsessen har besøgt under turen, er en cementfabrik i Ha Nam-provinsen syd for Hanoi.

Cementfabrikker står for omkring syv procent af den samlede CO2-udledning på verdensplan, og Xuan Thanh-fabrikken er blandt de største cementfabrikker i verden.

Den har blandt andet kunnet energieffektivisere med hjælp fra teknologi fra den danske cementkoncern FLSmidth, fremgår det af planen for turen.

Dansk Industri er medarrangører af erhvervsfremstødet, og erhvervsorganisationen oplyser, at der ved fremstødets begyndelse er indgået 14 samarbejdsaftaler.

Det er usædvanligt, fortæller Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri.

- Det fortæller om rigtig stor og seriøs interesse fra virksomheder i begge lande, og det lover godt for fremtiden, siger han i en skriftlig kommentar.

Den diplomatiske forbindelse mellem Vietnam og Danmark blev ifølge kronprinsessen etableret i 1971. Også kronprins Frederik er i landet, men han befinder sig i en anden provins, hvor han har fokus på vindenergi.

Under erhvervsfremstødet bliver kronprinsessen også spurgt til, hvad hun tænker om den uro, der er i den kongelige familie for tiden.

Her bliver der henvist til, at prins Joachims fire børn får frataget deres titler som prinser og prinsesse fra det nye år, hvilket har berørt prinsen, som blandt andet har sagt, at hans børn med fratagelsen er blevet gjort fortræd.

Men det vil den storsmilende kronprinsesse ikke sige noget om.

- Jeg har ikke yderligere at tilføje til det, jeg allerede har sagt. Så jeg håber, at I ikke er rejst hele denne vej for at stille dette spørgsmål, siger hun.

Kronprinsessen bliver også foreholdt, at prins Joachims hustru, prinsesse Marie, har sagt, at prinseparrets forhold til kronprinsparret er kompliceret.

Hun ønsker ikke at kommentere, hvordan deres forhold er kompliceret.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.