sygdom og sygdomstilstand

Krydderpølser tilbagekaldes efter fund af salmonella

Der er ved en rutinekontrol fundet salmonella i et parti Carl Vollstedt Kryddergriller, der nu tilbagekaldes.

Der er fundet salmonella i et parti Kryddergriller-pølser. Delika Food Group, der producerer pølserne, tilbagekalder dem derfor. (Arkivfoto).
Der er fundet salmonella i et parti Kryddergriller-pølser. Delika Food Group, der producerer pølserne, tilbagekalder dem derfor. (Arkivfoto). Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 16:00

Fødevarevirksomheden Delika Food Group tilbagekalder et parti pølser med navnet Carl Vollstedt Kryddergriller. Ved en rutinekontrol er der blevet påvist salmonella i pølserne.

Det oplyser Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside onsdag.

Krydderpølserne, der produceres af Delika Food Group, er solgt i Netto-butikker i hele landet. Pølserne har udløbsdatoer mellem 26. juni og 28. juni 2022.

Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at smide pølserne ud eller levere dem tilbage til den butik, hvor de er købt.

Der er nemlig risiko for, at man kan blive smittet med salmonella, hvis man spiser pølserne.

Salmonella er en tarmbakterie, der findes i gødningen hos blandt andet landbrugsdyr.

Mennesker bliver oftest smittet med salmonella, fordi de har spist mad, der er forurenet med bakterien.

Symptomerne på salmonellasmitte er mavesmerter, feber, diarré og hovedpine.

Andre symptomer kan være kvalme og opkast.

Sygdommen varierer i alvorsgrad og længde. Nogle bliver raske efter få dage, mens andre er syge i flere uger.

Hvis symptomerne bliver alvorlige, eller hvis sygdommen varer længe, bør man kontakte sin læge.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden