Kvinder i Grønland med nyere spiralsager opfordres til at klage
Landslæge opfordrer grønlandske kvinder, der i nyere tid har fået opsat spiral uden samtykke, til at klage.
Landslægeembedet i Grønland opfordrer kvinder til at klage, hvis de i de senere år har fået opsat spiraler eller fået andre svangerskabsforebyggende midler, uden at de har givet samtykke.
Det skriver det grønlandske medie Sermitsiaq.AG.
Opfordringen kommer efter en historie, det britiske medie BBC har bragt, hvor en grønlandsk kvinde fortæller, at hun formentlig i 2004 fik opsat en spiral uden hendes samtykke og kendskab til det.
Kvinden opdagede først spiralen flere år senere, da hun forsøgte at blive gravid.
Det har fået Landslægeembedet til at reagere.
- Vi ser imidlertid med stor alvor på sagen. Såfremt der er sket behandlinger uden samtykker, er det en alvorlig sag, som kræver opfølgning, skriver Landslægeembedet i en pressemeddelelse ifølge Sermitsiaq.AG.
Derfor kommer embedet i Grønland med en opfordring til kvinder, der skulle have oplevet noget lignende.
- Kvinder, som i de senere år har fået opsat spiraler eller fået andre svangerskabsforebyggende midler, uden at de har givet samtykke, opfordres til at indgive en klage, med henblik på at sagerne kan blive undersøgt, skriver Landslægeembedet ifølge Sermitsiaq.AG.
Selv om fristen for eventuelle klagesager er overskredet, understreger Landslægeembedet, at det vil undersøge sagerne.
I forvejen er danske og grønlandske eksperter ved at undersøge forholdene omkring tidligere opsætning af svangerskabsforebyggende spiraler på grønlandske kvinder og piger.
Undersøgelsen er af perioden fra 1960 og frem til 1991, hvor Grønland hjemtog sundhedsområdet.
De danske og grønlandske eksperter har frem til 1. oktober 2024 til at arbejde med en udredning af sagen.
Udredningen skal blandt andet forsøge at redegøre for beslutningsforløbet, som dengang ledte frem til, at man indførte brug af spiraler og andre svangerskabsforebyggende metoder.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.