Læge: Ældre rygere kan gå smertefrit gennem coronaforløb
Omikronvarianten betyder, at der ikke er samme bekymring som tidligere, når ældre smittes, fortæller overlæge.
En 81-årig ryger kan "sagtens" gå igennem et coronaforløb uden problemer.
Det siger Christian Wamberg, overlæge på intensivafdelingen ved Bispebjerg Hospital, efter at 81-årige dronning Margrethe har fået konstateret smitte med coronavirus.
- Der er selvfølgelig altid bekymring, når ældre eller patienter med dårligt helbred bliver smittet.
- Men med omikronvarianten er det ikke så bekymrende, som det var med nogle af de andre varianter. Slet ikke hvis man er vaccineret, siger han.
Dronning Margrethe blev tirsdag aften testet positiv for coronavirus.
Hun udviser kun milde symptomer, oplyser kongehuset.
Dronningen er vaccineret mod coronavirus tre gange. Første stik fik hun 1. januar 2021, mens hun i slutningen af november bekræftede, at hun havde fået tredje stik.
Når man er vaccineret, er man bedre beskyttet mod at få et alvorligt coronaforløb, men ældre er generelt mere skrøbelige end yngre, fortæller Christian Wamberg.
Han tilføjer, at rygere har dårligere lunger end ikke rygere. Derfor har de under epidemien været i større risiko for at gå igennem alvorligere coronaforløb. Dronning Margrethe har røget igennem mange år.
Men det tyder på, at omikronvarianten, som er dominerende, giver mindre alvorlige forløb. Blandt andet rammer den sjældnere lungerne end tidligere coronavarianter, som har været dominerende i samfundet.
- Det gør en kæmpe forskel, fordi når det ikke går i lungerne, så svarer det til en almindelig forkølelse.
- Det kan selvfølgelig være slemt nok, hvis man er ældre og et sårbart individ. Men hos nogenlunde immunkompetente ældre mennesker, så er det fint. Så gør det ikke noget, at de bliver forkølede, siger Christian Wamberg.
Dronning Margrethe skulle onsdag have påbegyndt sin vinterferie i Norge, men den tur er aflyst.
Hun opholder sig nu i Christian IX's Palæ på Amalienborg.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.