Lægeforening: Behandlingsgarantien bør differentieres

Patienter til komplicerede operationer venter længst. Behandlingsgaranti bør ses på, mener Lægeforening.

Ifølge Lægeforeningen bør man se på en differentiering af behandlingsgarantien, så operationskapaciteten i sundhedsvæsenet udnyttes bedre og de mest krævende operationspatienter bliver behandlet hurtigere. (Arkivfoto). <i>Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

Ifølge Lægeforeningen bør man se på en differentiering af behandlingsgarantien, så operationskapaciteten i sundhedsvæsenet udnyttes bedre og de mest krævende operationspatienter bliver behandlet hurtigere. (Arkivfoto). Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Lægeforeningen ser med stor alvor på det opråb, ni østdanske ortopædkirurger fredag er kommet med til Politiken.

Her lyder det, at op mod 25.000 patienter, der er svært plagede og har behov for komplicerede operationer, skal vente længere tid end andre på at blive opereret.

Det skyldes, at en voksende pukkel samt prioriteringen i sundhedsvæsenet har skubbet dem bagest i køen.

Og at sundhedsvæsenet indirekte favoriserer almindelige kirurgiske indgreb på bekostning af de mest krævende, lyder det.

- Det er et meget alvorligt opråb, der kommer her. Vi deler bestemt bekymringen, siger Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen.

At nogle patienter er vanskelige at operere skyldes blandt andet, at de samtidig lider af andre sygdomme, påpeger hun.

Eksempelvis kan en patient, der skal opereres for "voksendeformiteter i ryg" samtidig lide af luftvejsproblemer. Eller af hjerte-kar-sygdomme.

Og det betyder, at de ikke har samme muligheder for at benytte sig af behandlingsgarantien, mener Camilla Rathcke

- Det gør, at de er vanskeligere at bedøve og behandle. Og i det private regi har man ikke samme muligheder for det, fordi der ikke er samme setup med afdelinger som i det offentlige.

- Det betyder, at behandlingsgarantien ikke er et ensartet tilbud for alle patienter, siger formanden.

Hun mener derfor, at en del af løsningen kan være at differentiere behandlingsgarantien.

- Når vi har stillet diagnosen i det offentlige, bør vi se på, om nogle patienter har lidt hurtigere behov for behandling end andre, uanset hvor hurtigt de er blevet udredt.

Med andre ord skal operationskapaciteten på tværs af det offentlige og private udnyttes bedre.

Derudover er der i det hele taget behov en statslig rekrutteringsindsats. Der skal mere personale til hospitalerne, mener Camilla Rathcke.

Ifølge Politiken var ventetiden for "voksendeformiteter i ryg" før corona på fire til seks måneder. Nu skal patienter vente i op mod to år.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.