Danmark

Lektor: Tektonisk plade har formentlig slået revne under Køge Bugt

Jordskælvet i Danmark har epicenter i Køge Bugt. Der er formentlig sket et brud 20 kilometer under overfladen.

De Nationale Geologiske Undersøgelser (GEUS) har bekræftet, at der onsdag eftermiddag har været et jordskælv med en styrke på 3,9. Jordskælvet havde epicenter i Køge Bugt. (Arkivfoto).
De Nationale Geologiske Undersøgelser (GEUS) har bekræftet, at der onsdag eftermiddag har været et jordskælv med en styrke på 3,9. Jordskælvet havde epicenter i Køge Bugt. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 17:45

Der er formentlig sket et "lille brud" et godt stykke under jordoverfladen under Køge Bugt, hvilket har resulteret i et jordskælv i Danmark.

Det forklarer lektor Bo Holm Jacobsen, der forsker på Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet.

- De tektoniske plader spænder sig mod hinanden og gnaver mod hinanden. Der er formentlig sket et lille brud eller en revne på måske 100 meter eller en kilometer ved epicentret. Det sker typisk 20 kilometer under jordoverfladen, siger han.

De Nationale Geologiske Undersøgelser (GEUS) har bekræftet, at der onsdag eftermiddag klokken 16.14 har været et jordskælv med en styrke på 3,9.

Jordskælvet havde epicenter i Køge Bugt forholdvis tæt på byen Køge.

Epicentret er selve lokationen under jorden, hvor revnen eller bruddet i den tektoniske plade er sket.

Jordskælvet er det kraftigste målt i Danmark siden 2012. Her blev der ifølge GEUS målt et jordskælv med en styrke på 4,3.

- Vi forbinder ikke den her størrelse jordskælv med skader på bygninger, siger Bo Holm Jacobsen.

Han nedtoner desuden naturmæssige efterreaktioner på jordskælvet.

- Vi skal ikke forvente at se tsunamier. Der skal noget større jordskælv til.

- Det, der kommer til at ske omkring det her jordskælv, er allerede sket. Vi ser ikke flere efterreaktioner, fordi skælvet har den lille størrelse, siger han.

Denne størrelse jordskælv opleves "med jævne mellemrum" ifølge lektoren. Det sker tilfældigt, men kan eksempelvis ligge i "spændet mellem 5 og 15 år".

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden