Limp Bizkit aflyser europæisk turné og optræden på Smukfest

På grund af sygdom kommer Limp Bizkit ikke til Skanderborg 3. august. En erstatning er ikke fundet endnu.

Forsangeren i Limp Bizkit, Fred Durst, er af helbredsmæssige årsager blevet rådet af sin læge til at holde en øjeblikkelig pause fra at turnere. Derfor er bandets turné i Europa aflyst og dermed også deres koncert på Smukfest 3. august. Festivalen arbejder på en løsning, lyder det. (Arkivfoto). <i>Matthias Balk/Ritzau Scanpix</i>

Forsangeren i Limp Bizkit, Fred Durst, er af helbredsmæssige årsager blevet rådet af sin læge til at holde en øjeblikkelig pause fra at turnere. Derfor er bandets turné i Europa aflyst og dermed også deres koncert på Smukfest 3. august. Festivalen arbejder på en løsning, lyder det. (Arkivfoto). Matthias Balk/Ritzau Scanpix

Det amerikanske band Limp Bizkit har udsat hele sin europæiske turné på grund af sygdom, og derfor er dets optræden på Smukfest i Skanderborg aflyst.

Det fremgår af meddelelser fra både bandet og den danske festival.

På bandets hjemmeside står der, at turnéen er udskudt, fordi forsanger Fred Durst er blevet rådet til det af sin læge. Det fremgår ikke, hvad han fejler.

Smukfest skriver i en meddelelse på sin hjemmeside, at der arbejdes på en erstatning.

Fra booker Mikkel Xavier lyder det, at der altid er risiko for aflysninger i sidste øjeblik, når man laver festival.

- At sammenligne andre med Fred Durst og co. er svært. Alligevel arbejder vi benhårdt på at give muligheden til et band, der kan udfylde pladsen, men mere kan jeg ikke sige lige nu, udtaler han.

Limp Bizkit skulle have spillet onsdag 3. august klokken 23.45 på Stjernescenen, som er festivalens næststørste scene.

Bandet beskrives af Smukfest som en fusion mellem genrerne metal og hiphop. Blandt de store hits kan nævnes "Rollin'", "Behind Blue Eyes" og "Break Stuff".

Der har tidligere været stor usikkerhed om et andet af de helt store navne på Smukfest-plakaten, nemlig popstjernen Justin Bieber.

Men han meddelte tidligere på sommeren, at han var i lægebehandling for lidelsen Ramsay Hunts-syndrom.

Lidelsen har gjort Bieber lam i den ene side af ansigtet.

Tilstanden tvang ham til at aflyse en stribe koncerter, og det gjorde mange festivalgængere nervøse for, om den canadiske stjerne også måtte droppe sit besøg i Skanderborg.

Men Smukfest regner fortsat med, at Justin Bieber kommer. Det sagde talsmand for festival Søren Eskildsen til Ekstra Bladet i sidste uge.

- Vi ser selvfølgelig frem til, at han (Bieber, red.) kommer. Så længe vi ikke har hørt noget om en aflysning, så har han jo ikke aflyst, sagde Eksildsen til mediet.

Smukfest har både en plan B og C, hvis Justin Bieber aflyser. Men hvilke kunstnere der er tale om, vil talsmanden ikke afsløre, skriver Ekstra Bladet.

Smukfest, der også er kendt som Skanderborg Festival, finder sted fra 31. juli til 7. august. Blandt hovednavnene er desuden Kygo og Gorillaz.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.