Løven Zola skal dissekeres i Odense Zoo

Dissektioner har før skabt heftig debat. Det skræmmer ikke direktør i Odense Zoo

En død løve skal søndag skæres op for øjnene af publikum i Odense Zoo.

Det gik verden rundt, da giraffen Marius i 2014 blev dissekeret for rullende kameraer i Københavns Zoo. Det skræmmer dog ikke folkene i Odense Zoo.

Søndag dissekerer de hunløven Zola.

- Løven er død alligevel. Vi kunne vælge at sende den direkte til destruktion, men der er stadigvæk læring i det. Det er derfor, vi dissekerer den, siger Bjarne Klausen, administrerende direktør i Odense Zoo.

Det er ham, der klokken 13 skal stå for dissektionen.

Meningen er, at dissektionen skal lære besøgende børn og voksne, hvordan en løve ser ud indeni.

Hunløven blev aflivet i 2019, efter at kampe i løveflokken tog til. Det skete efter en ny hanløves ankomst.

- Løver kan nemt blive uvenner. Til sidst skulle dyrlægen sy hunløven sammen for ofte på grund af slåskampe. Det stresser løver, fortæller Bjarne Klausen.

Det var ikke muligt at afsætte Zola til andre zoologiske haver. Derfor blev den aflivet. Zola blev fem et halvt år.

Bjarne Klausen fortæller, at løven generelt er et socialt kattedyr. Derfor skal medlemmer af løveflokken kunne enes. Kan løverne ikke det, må dyrepasserne finde på andre løsninger.

- Når der kommer en ny han, er det ikke alle hunner, der kan enes. Det var det, der var tilfældet her, siger Bjarne Klausen.

Siden aflivningen har løven været frosset ned. For to dage siden blev den så taget op af fryseren.

Nu håber Bjarne Klausen, at den er tøet nok op til, at han kan skære i den.

Han mener dog, at det væsentligste er, at de fremmødte gæster kan få lov til at røre det store kattedyr.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.