Danske universiteter dropper alt samarbejde med Rusland

Rektor tvivler på, at standsning af samarbejde med russiske universiteter vil have den store effekt.

Københavns Universitet er blandt landets otte universiteter, som stopper samarbejdet med Rusland og Hviderusland. (Arkivfoto). <i>Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix</i>

Københavns Universitet er blandt landets otte universiteter, som stopper samarbejdet med Rusland og Hviderusland. (Arkivfoto). Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Danske universiteter stopper øjeblikkeligt samarbejdsaftaler med russiske og hviderussiske institutioner.

Det oplyser formanden for Rektorkollegiet, Anders Overgaard Bjarklev, til mediet Ingeniøren.

Universiteternes repræsentanter er blevet enige om beslutningen ved et møde tirsdag.

- Vi ønsker simpelthen at bidrage til en fælles dansk signalering af vores utilfredshed med Ruslands opførsel. Og utilfredshed er lidt af en underdrivelse, siger han til Ingeniøren.

Afslutningen af samarbejder er udelukkende rettet mod statsstyrede organisationer. Det inkluderer universiteter.

Beslutningen betyder, at universiteterne indstiller samarbejder om forskning, uddannelse og innovation. Det betyder også, at der ikke vil finde udveksling af videnskabeligt personale og studerende fremover.

Samtidig vil konferencer og andre videnskabelige møder på russisk og hviderussisk grund blive uden deltagelse af forskere fra danske universiteter.

Meldingen fra de danske universiteter kommer, stort set samtidig med at den danske minister på området - uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) - har givet sin mening til kende på spørgsmålet.

Han opfordrer danske uddannelsesinstitutioner til at stoppe samarbejder med institutioner i Rusland og Hviderusland.

Han har sendt et brev med opfordringen. Den kommer som reaktion på Ruslands invasion af Ukraine.

- Det vil være et klart signal om, at aggressioner medfører isolation i det internationale samfund, siger han i en pressemeddelelse.

Opfordringen gælder særligt samarbejder med parter, der er tilknyttet det officielle Rusland eller Hviderusland.

Det fremgår ikke, hvor mange samarbejder af den slags, som ministeren vil have stoppet, der er i dag.

Anders Overgaard Bjarklev mener ikke, at beslutningen om at stoppe al russisk samarbejde med danske universiteter vil have den store effekt på Rusland i sig selv.

- Nu er vi jo kun otte universiteter her i landet. Så jeg kan ikke personligt forestille mig, at det vil få Putin til at holde sig tilbage, siger han til Ingeniøren.

DTU, som Anders Overgaard Bjarklev selv er rektor for, har intet aktuelt samarbejde med Rusland. Men det er ikke ualmindeligt.

Ser man på samarbejde mellem russiske og DTU-forskere fra de seneste fem år, dukker der 644 artikler op.

Til sammenligning har DTU-forskere samarbejdet med ukrainske forskere om 288 videnskabelige artikler gennem de samme fem år.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.