En fremtrædende figur fra Aalborgs største moské - en mand, som mange i byens muslimske miljø lytter til - har valgt at blande sig i kommunalpolitik ved åbent at støtte en bestemt kandidat. 

Det drejer sig om Socialdemokratiets rådmand, Nuuradiin Hussein, som nyder opbakning fra et medlem af moskéens bestyrelse. Denne mand er nemlig ikke bare bestyrelsesmedlem i moskéen - han er også aktiv i rådmandens valgkamp, bl.a. som medlem af den Facebook-gruppe, der bruges til at organisere kampagnen. Jeg skriver dette læserbrev for at sige klart fra: Den slags religiøse indflydelse på vores politiske proces er uacceptabel i Aalborg.

Vi bor i et land, hvor religion og politik er adskilt. Det skal de blive ved med at være. Når et moské-bestyrelsesmedlem - bevidst eller ej - forsøger at øve indflydelse på, hvem der får magt i byrådssalen, så skubber det til balancen i vores demokrati. 

Hvem er det, vores politikere skal stå til ansvar for? Er det vælgerne - eller er det visse religiøse autoriteter i kulissen? I Aalborg tolererer vi ikke nogen form for parallelt bystyre, hvor religiøse netværk trækker i trådene.

Det handler ikke om at mistænkeliggøre alle muslimer i Aalborg - langt fra. De fleste muslimske borgere i vores by ønsker præcis det samme som alle andre: fred, frihed og mulighed for at deltage i samfundet på lige fod. 

Mange tager selv afstand fra ekstremisme og social kontrol. F.eks. har vi tidligere set, hvordan unge med muslimsk baggrund - som i Exitcirklen og Frafalden - offentligt har fortalt om, hvordan de har brudt med æreskultur, kontrol og religiøst pres. Deres stemmer er modige og vigtige. Det er netop sådanne stemmer, der skal have opbakning - ikke de kræfter, der forsøger at lukke munden på dem med frygt og pression.

Savner udmelding

Til gengæld savner jeg en lige så klar udmelding fra byens ledende Socialdemokrater i denne moské-sag. Når nu et moskébestyrelsesmedlem åbent bakker op om en af jeres kandidater, burde I så ikke tydeligt sige: 

»Tak, men nej tak - i vores parti tager vi afstand fra enhver religiøs favorisering?« 

Tavshed kan tolkes som stiltiende accept. Og acceptering af imamers politiske indblanding er en glidebane, vi absolut skal undgå.

Jeg vil gerne minde om, hvorfor denne debat er så vigtig. 

Gennem de seneste år har der i hele Danmark været rystende eksempler på negativ social kontrol og parallelsamfund. Vi har set, hvordan selvbestaltede moralvagter har patruljeret på gaderne i Gellerup og dikteret, hvordan især kvinder skal opføre sig. Vi har hørt om en moské i København, der mægler i voldssager, som om dansk lov ikke var nok. Og her i Aalborg er en ung kvinde, Kifaax Malin, blevet udsat for trusler, blot fordi hun stiller op til byrådet. Trusler mod en demokratisk kandidat - tænk engang! Det er middelalderlige tilstande, vi under ingen omstændigheder må acceptere.

Der er blevet talt meget, men vi har foreløbigt ikke set nogen form for handling - hverken fra offentlighedens eller politiets side. 

Ingen er blevet stillet til ansvar. 

Ingen har for alvor taget fat om problemet. 

Derfor er det vigtigt, at vi ikke lader det her glide ud i glemslen. Det starter nemlig i det små - som når en religiøs forening begynder at opføre sig som en valgkampagne-maskine. Eller når en politiker måske bliver lidt for afhængig af stemmer fra »sin« menighed. Jeg siger ikke, at det er sket fuldt ud her - men tegnene er der, og derfor skal vi reagere nu.

Grundsten ikke til forhandling

Tryghed og tillid er grundstenene i vores lokalsamfund. 

Den ene grundsten er trygheden - at alle borgere, uanset tro, kan færdes frit uden frygt for repressalier eller social kontrol. 

Den anden er tilliden - at vi kan have tillid til, at vores politikere kun arbejder for borgerne og demokratiet, ikke for en kirke eller moské. 

Begge dele er ikke til forhandling. Jeg vil ikke se Aalborg endt som et skræmmebillede, hvor folk spekulerer på, om nogle beslutninger i virkeligheden er dikteret fra en bedesal.

Samtidig skal vi forvente og kræve, at byens trossamfund - uanset hvilken religion de repræsenterer - holder sig på afstand af den politiske proces. De skal bidrage til sammenhængskraft og medborgerskab, ikke til politisk mobilisering på religiøst grundlag. 

Hvis vi skal styrke noget, så er det respekten for de demokratiske spilleregler - også blandt religiøse miljøer, hvor der i nogle tilfælde har været for tæt forbindelse mellem ledere og kandidater. Det kræver, at vi er tydelige som politikere: Der skal ikke kunne herske tvivl om, at det er folkevalgte - ikke troens mænd - der sætter retningen for Aalborg.

Men først og fremmest: Lad os som lokale politikere stå vagt om princippet om armslængde mellem tro og politik. I Venstre har vi ikke behov for vælgermøder i kirkerummet eller valgfest i moskéens gård - vi vil møde folk derude, hvor de er, som ligeværdige borgere. Ingen forening, religiøs eller ej, skal have snor i byrådet.

Aalborg er vores alles by. Her gælder danske demokratiske spilleregler - punktum. Uanset om man beder i kirken om søndagen eller i moskéen om fredagen, så skal vi alle kunne blive enige om dette: Trusler, social kontrol og skjult politisk pres hører ingen steder hjemme i vores kommune. Lad os sige det tydeligt, før grænserne skrider mere: 

Demokratiet i Aalborg bestemmes af folket, ikke af nogen moské.