Danmark

Neonfarvede hjelme skal øge motorcyklisters sikkerhed

Ny kampagne af Rådet for Sikker Trafik skal forbedre motorcyklisters synlighed og mindske antallet af ulykker.

Rådet for Sikker Trafik anbefaler motorcyklister at udskifte den sorte motorcykelhjelm med en hjelm, som er neonfarvet, for at øge synligheden og sikkerheden (Arkivfoto).
Rådet for Sikker Trafik anbefaler motorcyklister at udskifte den sorte motorcykelhjelm med en hjelm, som er neonfarvet, for at øge synligheden og sikkerheden (Arkivfoto). Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 11:25

Ny kampagne skal få motorcyklister til at iføre sig neonfarvede hjelme.

Det skriver Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.

Foråret er begyndt, og det betyder også flere motorcyklister på vejene.

Motorcyklister er særligt sårbare i ulykker med andre trafikanter. Ifølge Rådet for Sikker Trafik kan motorcyklisternes sikkerhed øges ved mere synlighed. Derfor anbefaler rådet en hjelm med en iøjnefaldende farve.

Rådet for Sikker Trafik har sammen med Motorcykel Forhandler Foreningen og MCTC - Landsforeningen for motorcyklister lanceret kampagnen "Hvilken hjelm så du først?".

Kampagnen opfordrer motorcyklisterne til at køre med en neonfarvet hjelm, så de bliver mere synlige for andre i trafikken.

Motorcyklister er ifølge Rådet for Sikker Trafik overrepræsenteret i ulykkesstatistikken. I seks ud af ti ulykker, hvor en motorcyklist kommer alvorligt til skade, er der en anden trafikant involveret i ulykken.

- Vi ved, at motorcyklisters synlighed er vigtig for deres sikkerhed, og derfor opfordrer vi nu i fællesskab til, at flere køber en neonfarvet hjelm i gul, grøn eller orange, siger Jakob Bøving Arendt, administrerende direktør i Rådet for sikker trafik, i pressemeddelelsen.

Ifølge Rådet for Sikker Trafik er ulykker med motorcyklister, hvor der var en anden trafikant involveret, ofte sket på grund af uopmærksomhed, manglende orientering og for høj fart.

Rådet har lavet en undersøgelse fra 2024, hvor de konstaterer, at 13 procent af motorcyklister bruger en neonfarvet hjelm.

- Vi anbefaler, at mange motorcyklister vil følge opfordringen og skifte den gamle sorte hjelm ud med en pangfarvet hjelm, man lettere får øje på i trafikken, siger Martin Vølund, projektleder i Motorcykel Forhandler Foreningen, i pressemeddelelsen.

Ifølge Rådet for Sikker Trafik er det vigtigste for at undgå ulykker, at der er kontrast mellem motorcyklisten og omgivelserne.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden