Nu kan du samle frø: Derfor er det godt at gå på jagt i naturen

Frø af både pryd- og nytteplanter  kan høstes - det er gratis, og frøene er ofte af højere kvalitet end dem, man køber

Morgenfruer og kornblomster er en fryd i haven. Også her kan du spare mange penge ved at samle frøene selv. <i>Foto: Grøn Kommunikation</i>

Morgenfruer og kornblomster er en fryd i haven. Også her kan du spare mange penge ved at samle frøene selv. Foto: Grøn Kommunikation

Hvorfor gør han det ikke færdigt?

Jeg troede det var mig, hun mente, for jeg har gang i meget. Men det var Søren Vester. Min kone er ind imellem mildt irriteret på ham, og alligevel sluger hun hans haveudsendelser råt. Hun kan godt lide, han ikke er en smart københavner, og at hans have ikke er pæn og pussenusset, mere i retning af Søren Ryge-stilen end Claus Dalbys stil, men hun irriteres over, at han i de fleste udsendelser flyver og farer rundt fra det ene emne til det andet, selv om han dog også af og til forsøger at tematiserer sine udsendelser.

I en af de seneste udsendelser om stauder og sommerblomster viser han, at man kan samle frø fra sine planter, men når han så går rundt og samler dem, hvad gør han så ved dem? Sår han dem med det samme, gemmer han nogle af dem, og hvordan opbevares de, så de bevarer spireevnen, og hvorfor sår han ikke som i naturen alt med det samme?

Det er den slags små filosofiske diskussioner, vi har ved morgenkaffen, og som også er med til at inspirere mig til den ugentlige artikel. Tjah tænker jeg. Det kan hun jo have lidt ret i, men det er nu også for mig, der har beskæftiget mig med have hele mit liv lidt befriende med en novice ud i havekunsten, som også står ved, at indlæringskurven er stejl.

Det minder mig om, at der hele tiden dukker nye havefolk op, for hvem alting ikke er en selvfølgelighed. Nu skal man jo også af og til give konen ret, så bliver livet lidt lettere, og ja temaet om at høste og opbevare frø er faktisk så stort, at det nemt kunne være et emne for sig.

Søren Vester indrømmer indirekte, at han ikke gider at læse om haver, og hvorfor for eksempel nogle stauder bedst deles i efteråret. Så må man jo lære det gennem praksis. Men skal vi passe på det sparsomme vand, især i en tørkeperiode som igen i år, hvor vi ikke kan samle regnvand, så giver det mening at følge og kende nogle regler. Planter man, mens stauder eller træer er i hvile, sparer man i den grad på vandingen.

Samletiden starter

Det er i den kommende tid, man især høster egne frø, når vi taler om blomster. Det kan man gøre af både etårige og toårige sommerblomster i haven eller grøftekanten, men også af stauder, grøntsager og for eksempel æbler. Selv jordbær giver frø, som man normalt spiser med sammen med bærret, uden at tænke over, det er frø.

Det er jo virkelig forunderligt, at ganske små mikroskopiske frø gennemgår en utrolig forvandling på bare en enkelt sæson. De slår rod og får stængel og blomst for samme sommer at producere nye frø til næste generation. Hos de fleste sommerblomster sker det i løbet af kun fire måneder.

Frø er kostbare, og filosofien bag det at producere egne frø frem for at købe dem har en række fordele. Ud over den tilfredsstillelse, det er at så frø, man ikke har købt men hentet i naturen eller byttet sig frem til med andre havefolk, så sparer man en masse penge, og måske lige så godt, man får også bedre frø, end de frø man køber.

Købefrø fra de store firmaer er først og fremmest produceret til landbrug og gartneri. Det betyder en ensartethed, også når det udbytte, frøene giver, skal høstes. Bønner eller ærter modner på samme tid. Det passer fint med industrien, at de så skal høstes på en og samme tid. Haveejerens interesse er ofte en anden. Her må afgrøderne godt modne og udvikle sig til en færdig afgrøde fordelt over et længere tidsrum, for så er der friske varer hele tiden.

Frø er forskellige

Når vi taler om frø til køkkenhaven eller drivhuset, skelner man mellem arvesorter, hybridsorter og genetisk modificerede frø.

Arvesorterne er dem, vi skal have fat på. Det er planter, der er dyrket gennem generationer. Deres arveegenskaber er bragt videre, og de smager bedre og har bedre farve end alle andre frø. Samtidig har de tilpasset sig klimaet, klimaforandringer og værn mod skadedyr.

Arvesorterne bevarer dog kun deres egenskab, hvis de er det, man kalder frøægte. Det vil sige de skal beskyttes mod bestøvning fra nært beslægtede planter, ellers vil deres afkom ikke kunne give samme plante. For eksempel vil afkom fra en chilipeber krydset med en almindelig peberfrugt med meget stor sandsynlighed blive meget forskellig fra moderplanten. Kunsten består med andre ord i at undgå krydsbestøvning. I mange tilfælde kan det undgås med en større eller mindre afstand mellem planterne, andre gange med en fiberdug.

Hybridsorterne er især et resultat af Darwins studier, men metoden har været kendt af indianske stammer, før Darwin for alvor kastede sig ud i teknologien. Kort sagt handler det om at krydse to planter, der har forskellige ønskelige egenskaber. For eksempel kan man krydse en rose, der har en smuk holdbar blomst, med en rose, der giver mange blomster. Resultatet vil så blive en rose med mange holdbare blomster.

Hybrider går ofte under navnet F1-sorter (første generation). En F1-tomat kan for eksempel have en tidlig modning hentet fra den ene forældretomat og en god sygdomsresistens fra den anden forælder. Frøene fra F1-sorter vil ikke give samme frugt som moderplanten.

Genetisk modificerede frø er frø, hvor der er ”plantet” bestemte ønskelige gener. Det kan for eksempel være et gen fra en bakterie, der sættes ind i frøet og virker som en gift for de larver, der spiser af planten. Genmodificerede planter er til stor diskussion, fordi man griber ind i naturen på en måde, man endnu ikke kender konsekvenserne af. For eksempel kan man risikere at producere planter, der ikke alene er giftige på larver, men også vil påvirke mennesker.

Græs er værste konkurrent

Vilde blomster skal skynde sig, for græsserne vokser dem hurtigt over hovedet. Derfor skal de i jorden, så snart jorden er klar til at tage imod dem, så deres spiring er hurtigere, end græsset vokser i foråret. I princippet kan de sås, fra de sætter nye frø i september og frem til og med april.

Vilde blomster kræver generelt en mager jord. Lige dét er den store udfordring i haven. Her er jorden nemlig ofte fed og fuld af næring. Det betyder, at andet, som vi måske mere betegner som ukrudt, når at overhale det, vi gerne vil fremme, ja ligefrem kvæler det.

I haven skal du derfor vælge et stykke, du ikke har gødet, og i al fald ikke har gødet ret meget gennem tiden. Er bedet tungt, så kom en masse sand i, og bland det med din jord. Er det et stykke græs, du vil lægge om til et stykke blomstereng, så grav totterne op og få alle rødder med op. Egentlig gør det ikke noget, at der er græs mellem blomsterne, og det kommer der også igen, men græsset får hurtigt overtaget, og efter et par år kan de vilde blomsterfrø ikke komme ned i jordsprækkerne og så sig selv.

Nogle mener, at man kan holde græsset nede ved at slå engen hvert år i september. Det virker dog sjældent på en måde, der giver alle dine yndlingsblomster plads. Kun de mere sejlivede som gederams og til dels lupiner overlever. Græssernes rødder lever stadig og har et stort forspring frem for de vilde blomster. Derfor er en meget mangfoldig blomstereng ikke noget vedvarende i din have. Den skal passes og plejes. Pasningen består i at samle frø ind hver andet eller senest hver tredje år. Herefter renser du jorden og sår frøene igen. Gør du det, har du et smukt og romantisk bed i mange år frem.

Er du i tvivl om, hvornår du sår hvad, kan et være en god ide at tænke på, hvor planterne normalt gror. De vilde gror i naturen, og her dratter frøene selvsagt selv af i løbet af sommeren og efteråret. Ergo må det være et godt tidspunkt for de frø, du høster i naturen, at så dem på samme tidspunkt, som de dratter ned fra planterne.

Langt de fleste spiselige planter, vi dyrker i haven og ikke mindst i drivhuset, skal have varme for at spire, og spireevnen bliver blandt nogle ødelagt af frosten, så køkkenhavens frø skal generelt først sås i foråret eller senere, og skal de nå at udvikle sig og give frugt, skal nogle af dem sås inde i vindueskarmen.

Her er man nødsaget til at søge viden om, hvilken temperatur frøene bedst skal sås i. Bønner skal for eksempel have mindst 12 grader, mens ærter kan nøjes med 5. Salat kan også nøjes med 5, men spirer ikke, når temperaturen i jorden er over 22 grader. Opbevaring af frø kan ske i kaffefiltre, og generelt skal de stå mørkt og gerne køligt.

Stokroser er toårig, mens gederams der omgiver den er etårig. Foto: Grøn Kommunikation <i>Grøn Kommunikation</i>

Stokroser er toårig, mens gederams der omgiver den er etårig. Foto: Grøn Kommunikation Grøn Kommunikation

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.