Ny film med Anders Matthesen falder i klichéerne

Multiartisten Anders Matthesen har hovedrollen i Netflix-filmen "Toscana", der modtager lunkne anmeldelser.

Anders Matthesen, der modtog en Bodil for bedste mandlige hovedrolle for "Ternet Ninja 2" i marts, har hovedrollen i Netflix-filmen "Toscana". (Arkivfoto). <i>Claus Bech/Ritzau Scanpix</i>

Anders Matthesen, der modtog en Bodil for bedste mandlige hovedrolle for "Ternet Ninja 2" i marts, har hovedrollen i Netflix-filmen "Toscana". (Arkivfoto). Claus Bech/Ritzau Scanpix

En anmelder forstår nu, hvorfor filmen "Toscana" med Anders Matthesen i hovedrollen ikke kom i biografen, men i stedet direkte på Netflix.

For ifølge filmmagasinet Ekkos anmelder er det efterhånden mere et advarselssignal end et kvalitetsstempel, når Netflix indkøber spillefilm.

Anmelderen er således ikke begejstret for filmen, der havde premiere på streamingtjenesten torsdag, som hun mener, har fået hugget en hæl og klippet mere end en enkelt tå.

Hun skriver, at alt, der tilnærmelsesvis nærmer sig realisme, er skrællet væk i instruktør Mehdi Avaz’ ufrivilligt komiske drama.

"Toscana" handler om den danske Michelin-kok Theo (spillet af Matthesen), som nødtvungent må tage til Italien for at sælge sin fars restaurant efter hans død.

Her møder han Sophia, en af de ansatte, som vender op og ned på hans måde at anskue verden på - både kulinarisk og i kærligheden - og som en anden Lady og Vagabonden begynder de lige så stille at nærme sig hinanden.

Ifølge Berlingskes anmelder er plottet for forudsigeligt, og der er for mange klichéer i filmen.

- Hvis der var noget, der hed klichépolitiet, ville Mehdi Avaz ligge i benlås lige nu og se frem til 30 år uden mulighed for prøveløsladelse, skriver anmelderen, der giver filmen tre ud af seks stjerner.

Filmmagasinet Ekko har givet filmen to ud af seks stjerner.

På den positive side skriver Berlingskes anmelder, at filmen ikke er uden charme og fremhæver særligt de italienske omgivelser, der giver lyst til at "google efter rejser til Italien".

- Man bliver sandelig også sulten på grund af noget ret hæmningsløs madporno, og i det hele taget er man i vældig godt selskab i halvanden time, lyder det.

Bloggen Filmpuls har også set "Toscana" og deler betragtningen om de flotte omgivelser. Ifølge anmelderen er det dét, man husker bedst ved filmen, når rulleteksten kører over skærmen.

"Toscana" er oversat til adskillige sprog og kan potentielt blive set af de mere end 220 millioner Netflix-brugere, der findes verden over.

Ud over Anders Matthesen finder man Ghita Nørby, Lærke Winther, sangeren Christopher og Cristiana Dell’Anna på rollelisten.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden