Ny portal skal lette pårørendes byrder med dødsboer

Domstolsstyrelsen lancerer Skifteportalen, der skal skabe overblik, når afdød persons økonomi skal gøres op.

Fra tirsdag rulles Skifteportalen - en portal til behandling af dødsboer - ud i retskredse over hele landet. (Arkivfoto). <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

Fra tirsdag rulles Skifteportalen - en portal til behandling af dødsboer - ud i retskredse over hele landet. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Hvert år dør omkring 55.000 personer i Danmark.

Det kan være en kompliceret og tidkrævende opgave efterfølgende at opgøre formue og ejendele - også kaldet dødsboet.

Fra og med tirsdag skulle opgaven gerne blive lidt lettere. Det sker, når Domstolsstyrelsen lancerer Skifteportalen i alle retskredse landet over.

Det gør det mere enkelt og overskueligt, når den afdødes eventuelle tilgodehavender og gæld skal gøres op, lyder det fra it-direktør i Domstolsstyrelsen Martin Wood.

- Jeg håber, det vil blive oplevet som en lettelse, i og med at man ikke længere skal behandle mange forskellige krav fra forskellige virksomheder sendt i forskellige tempi per e-mail, brev eller e-boks.

- Som pårørende får man et samlet overblik, og det skulle meget gerne gøre det lettere, frem for at man får informationerne drypvist og via forskellige kanaler, siger Martin Wood.

Når en person går bort, har det ikke kun konsekvenser for de pårørende, som rammes af sorg.

Et dødsfald påvirker også eksempelvis virksomheder og pengeinstitutter.

De fleste danskere har nemlig en lang række udeståender, som omfatter alt fra el-regninger, avisabonnementer og banklån.

Hidtil er kravene herfra blevet anmeldt eksempelvis via brev eller e-mail til Skifteretten eller boets kontaktperson.

Men med Skifteportalen skal det anmeldes online ét sted.

- Når man samlet det hele ét sted, bliver der mere gennemsigtighed, og det bliver lettere for skifteretterne landet over at håndtere de op mod 600.000 krav, der bliver meldt ind hvert år i forbindelse med dødsboer, siger Martin Wood.

Skifteportalen er koblet direkte til cpr-registret, og inden for 24 timer efter dødsfaldet skal dødsboet fremgå af portalen.

Her er der en selvbetjeningsløsning, hvor boets kontaktperson kan se status i sagen, og om den afdøde skylder penge til kreditoren eller har penge til gode hos en person eller en virksomhed.

Den digitale skifteportal er blevet afprøvet fem steder i landet - Retten på Bornholm, Retten i Roskilde, Retten i Odense, Retten i Holstebro og Retten i Hjørring.

Domstolsstyrelsen har modtaget sparring fra både retterne, advokater, større virksomheder og myndigheder i forbindelse med udviklingen af portalen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.