Nyligt interesseret hanpanda giver håb om pandaunger i Zoo

Pandaerne i Københavns Zoo har én gang om året chancen for at parre sig. Hanpandaen viser positive tegn i år.

Selv om de to pandaer tumlede kærligt rundt under Sun Maos brunst i 2021, blev det aldrig til en parring (Arkivfoto). <i>Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix</i>

Selv om de to pandaer tumlede kærligt rundt under Sun Maos brunst i 2021, blev det aldrig til en parring (Arkivfoto). Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Kan tredje gang blive lykkens gang?

Dyrlæge og zoologisk direktør i Zoologisk Have i København Mads Bertelsen tør i år at udtrykke et spinkelt håb for, at parringen mellem havens to pandaer, Mao Sun og Xing Er, endelig vil lykkes.

- Mine forhåbninger var meget lave indtil i går (fredag, red.), hvor jeg så, at hannen altså virker mere interesseret end tidligere. Så lige nu vil jeg sige, at jeg har et spinkelt håb, siger han.

Hannen har de sidste to år ikke rigtigt forstået, hvad det med parring går ud på. I 2021 havde han travlt med at spise bambus, mens Mao Sun gjorde sig til og gnubbede sig op ad ham.

I år har han dog udvist større interesse over for Mao Sun.

For at vække hans interesse er der også blevet spredt fremmed pandaurin i Xing Ers område. Mads Bertelsen mener dog, at der er endnu en oplagt forklaring på, hvorfor det først er i år, at Xing Er udviser interesse.

- Han har først nu en alder, hvor man kan forvente, at han kan finde ud af det med parring, siger han.

De ansatte i Zoologisk Have overvåger pandaerne nøje for at finde det helt rigtige tidspunkt at sætte panderne sammen på.

- Jeg tør ikke sige helt præcist, hvornår det bliver, men mit gæt er, at det kommer til at ske inden for det næste døgns tid, siger Mads Bertelsen lørdag formiddag.

En af de ting, der bliver holdt øje med, er adfærdsændringer hos Mao Sun.

- Hun vil begynde at bade mere, sætte flere friske duftmarkeringer, begynde at bræge som et får og stille sig i "savbuk"-stilling. Dermed vil hun vise over for hannen, at hun er klar til parring.

- Det vi venter på er, at hunnen stiller sig an og er helt klar. Sidste år lukkede vi dem sammen, på det tidspunkt vi er på lige nu.

- Vi har vurderet, at det er bedre, at vi i år venter til, at hunnen er helt klar, så vi ikke få nogle indledende brydekampe, men kan gå lige til ærterne, siger Mads Bertelsen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden