Danmark

Nyt diagnosesystem er ikke implementeret i Danmark efter syv år

Selv om WHO i 2019 vedtog et nyt diagnosesystem, bruger Danmark stadig et gammelt fra 1994.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) erkender over for Jyllands-Posten, at syv år er for lang tid til at implementere et nyt diagnosesystem, som Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har vedtaget. (Arkivfoto).
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) erkender over for Jyllands-Posten, at syv år er for lang tid til at implementere et nyt diagnosesystem, som Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har vedtaget. (Arkivfoto). Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Et nyt diagnosesystem, der blev vedtaget for syv år siden af Verdenssundhedsorganisationen (WHO), er stadig ikke implementeret i Danmark.

Det skriver Jyllands-Posten.

Systemet, der hedder ICD-11, indeholder ny viden inden for sundhedsvidenskaben og skal sikre bedre behandling og udredning af både fysiske og psykiske lidelser.

ICD-11 er implementeret i Uganda, Rwanda og en række andre af Afrikas fattigste lande - men ikke i Danmark. I stedet bruger Danmark et system fra 1994, der hedder ICD-10.

Danmark er som medlem af WHO forpligtet til at implementere ICD-11. På sin hjemmeside opfordrer WHO til det, som organisationen betegner som en hurtig implementering.

Jyllands-Posten har talt med Nina Tejs Jørring, der er overlæge i børne- og ungdomspsykiatri samt forperson for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab.

Hun fortæller, at der med det nye system er sket en udvikling i beskrivelserne af diagnoserne. Blandt andet vil en lidelse, der kaldes menstruel dysfori, som mere end 20.000 danske kvinder lider af, blive anerkendt som en officiel diagnose i det nye system.

Den fungerende sundhedsminister, Sophie Løhde (V), erkender i en skriftlig kommentar til Jyllands-Posten, at det er gået for langsomt.

Hun fortæller dog, at overgangen til ICD-11 har været i gang i et stykke tid,

Det er en kompleks opgave, lyder det. Det kræver blandt andet en omstilling af it-systemer, sprogoversættelse og involvering af alle fem regioner, Kommunernes Landsforening, Sundhedsstyrelsen, Sundhedsdatastyrelsen og Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber.

- Men jeg har fuld forståelse for, at fagfolk er utålmodige for at tage den nye diagnoseklassifikation i brug, og jeg synes også, at det har taget for lang tid, siger hun til Jyllands-Posten.

Sundhedsdatastyrelsen, der står for implementeringen, oplyser i et skriftligt svar til Jyllands-Posten, at den er i gang med en foranalyse til ICD-11-implementeringen.

Foranalysen skal stå færdig inden sommerferien.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden