Nyt forsøg: Drone flyver ud med hjertestarter i Nordjylland

Drone med hjertestarter sendes på forsøgsbasis i luften, når der er mistanke om hjertestop i Aalborg.

En drone udstyret med en hjertestarter bliver på forsøgsbasis sendt i luften, når der er mistanke om hjertestop i Aalborg. Sådan ser dronen med hjertestarteren ud. <i>Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

En drone udstyret med en hjertestarter bliver på forsøgsbasis sendt i luften, når der er mistanke om hjertestop i Aalborg. Sådan ser dronen med hjertestarteren ud. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Forskere afprøver nu, om det giver mening at sende en drone ud med en hjertestarter, når der er mistanke om hjertestop.

Forsøget er onsdag sat i værk i Aalborg, skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

Hensigten er at undersøge, om man ved hjælp af dronen kan øge chancen for at overleve hjertestop.

- Hvert minut tæller ved hjertestop. For hvert minut der går, falder overlevelseschancen med cirka 10 procent.

- Hurtig hjælp og en tilgængelig hjertestarter er alfa omega, siger Pia Buus Pinstrup (K), formand for regionens udvalg for Det Nære Sundhedsvæsen

Dronen vil blive sendt afsted, når man på alarmcentralen mistænker hjertestop. I første omgang kun i og omkring Aalborg.

Når dronen når frem, vil en hjertestarter blive firet ned tæt på personen med hjertestop.

Dronen flyver ved hjælp af gps og kamera hen til personen, som ringer 112.

Ved dronens ankomst vil en operatør tage over og sikre, at hjertestarteren fires ned et passende sted.

Det kan for eksempel være i en indkørsel eller foran hoveddøren på adressen.

Dronen er den første af sin slags i Danmark.

Projektet udføres i et samarbejde mellem Region Nordjylland, Region Hovedstadens Akutberedskab, Karolinkska Instituttet i Stockholm og det svenske firma Everdrone.

Forsker og professor ved Region Hovedstadens Akutberedskab Frederik Folke ser store perspektiver i forsøget.

- De seneste år er chancen for at overleve et hjertestop øget betydeligt i Danmark. I dag er det cirka 15 procent, der overlever.

- Men der er stadig et stort potentiale, for vi ved, at der er overlevelsesrater på op til 50 procent ved eksempelvis lufthavne, forlystelsesområder og lignende, siger Frederik Folke i pressemeddelelsen.

Dronen bliver overvåget fra kontroltårnet i Aalborg Lufthavn, og Trafikstyrelsen har godkendt forsøget.

De første testflyvninger går i gang onsdag, og det forventes, at dronen vil være i drift fra næste uge.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden