energiindustri

Økonom: Man skal forvente en højere energiregning efter gasstop

Danmark har været forberedt på et russisk gasstop længe, så der er opbygget gaslagre, siger økonom.

Gazprom har tirsdag meddelt, at man lukker for gassen til Ørsted fra onsdag morgen (Arkivfoto).
Gazprom har tirsdag meddelt, at man lukker for gassen til Ørsted fra onsdag morgen (Arkivfoto). Dado Ruvic/Reuters

Opdateret kl. 19:10

At russiske Gazprom nu vil lukke for gassen til Ørsted kommer formentlig til at smitte negativt af på danskernes gasregninger.

Det siger Søren Christensen, der er cheføkonom i Sydbank.

- Forbrugerne vil nok se, at gaspriserne stiger en lille smule og forbliver høje i et godt stykke tid endnu, siger han.

- Det er ikke, fordi jeg forventer dramatiske prisstigninger på grund af det her, fordi vi allerede har set priserne stige meget, men det trækker i retning af højere gaspriser.

Gazprom har meddelt det danske energiselskab Ørsted, at man fra onsdag morgen vil lukke for gashanerne.

Søren Christensen mener dog ikke, at man som dansk forbruger bør bekymre sig for, om man nu også kan få varmet boligen op.

- Det russiske gasstop efterlader heldigvis ikke Danmark så skidt et sted, som det kunne have gjort, siger han.

- Vi har været forberedt på det her et stykke tid, og Ørsted siger selv, at de har gas nok, fordi der er blevet opbygget lagre.

Det kommer dog nok til at betyde, at Ørsted skal ud og købe sin gas hos andre europæiske nationer for at opretholde det nuværende niveau af gasleverancer.

Derfor ender gasprisen nok også med at være højere, end tilfældet har været i den nuværende kontrakt med Gazprom. Og den højere pris kan altså ende hos forbrugerne, advarer Søren Christensen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden