Øresundsbroen var kortvarigt lukket som følge af ulykke

Ulykke, der involverede to biler, lukkede for en kort stund Øresundsbroen lørdag eftermiddag.

Øresundsbroen var kortvarigt lukket i begge retninger lørdag eftermiddag som følge af en ulykke. (Arkivfoto). <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

Øresundsbroen var kortvarigt lukket i begge retninger lørdag eftermiddag som følge af en ulykke. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Øresundsbroen er genåbnet for trafik, efter at en ulykke lukkede broen tidligere lørdag eftermiddag.

Det fremgår af Øresundsbroens hjemmeside.

- Redningsindsatsen på ulykkesstedet er afsluttet, skriver Øresundsbroen i et tweet klokken 15.48.

Kort efter klokken 15 blev det oplyst, at broen var lukket for trafik i begge retninger.

Der var ifølge hjemmesiden sket en ulykke i retning mod Sverige. To biler var involveret, og redningsarbejdere var på stedet.

Det fremgår ikke af hjemmesiden, om nogen kom til skade i forbindelse med ulykken.

Bortset fra ulykken på broen har det været en forholdsvis fredelig lørdag, lyder meldingen fra vagthavende Brit Osted Nielsen, Vejdirektoratet.

- Der er lidt kø mod Øresundsbroen, men vi forventer, at det hurtigt forsvinder igen.

- Derudover er der lidt kø mod færgen ved Rødby. Men ellers ser det pænt ud, siger hun.

Forventningen var ellers, at det kunne blive en hektisk dag på vejene, fordi det er en af de store rejsedage kombineret med skiftedag i sommerhusene.

- Vi har været heldige - trafikken har spredt sig pænt, så det er gået stille og roligt, siger Brit Osted Nielsen.

Søndag kan der blive tæt trafik mellem klokken 12 og 16, men der burde ikke være større kødannelser, lyder rådet.

Skal man til Tyskland, kan tålmodighed dog blive en vigtig rejsemakker.

Det skyldes blandt andet, at flere tyske delstater er gået på ferie. Derfor kan trafikken nemt blive tæt særligt nær de store byer samt på vejene A7 og A9 ned gennem Tyskland.

Og så er der samtidig gang i over 950 vejarbejder på de tyske motorveje, skriver medlemsorganisationen for bilister, FDM.

Vejdirektoratet har en række gode råd til bilister, der begiver sig ud på tur.

Er det muligt, så kør uden om de mest trafikerede tidsrum, og sæt god tid af. Derudover er det en god idé at følge trafikken på enten Vejdirektoratets hjemmeside eller via radiokanalen P4 Trafik.

- Og har man børn med, så husk underholdning. Ellers kan det blive en lang tur, siger Brit Osted Nielsen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden