Omstridt Anne Frank-bog udkommer som planlagt i Danmark

Trods kritik og fjernelse fra hylderne i Holland udkommer "Hvem forrådte Anne Frank?" i Danmark 31. marts.

Bogen "Hvem forrådte Anne Frank?" udkommer i Danmark 31. marts ved forlaget HarperCollins. <i>Sem Van Der Wal/Ritzau Scanpix</i>

Bogen "Hvem forrådte Anne Frank?" udkommer i Danmark 31. marts ved forlaget HarperCollins. Sem Van Der Wal/Ritzau Scanpix

Den omstridte bog "Hvem forrådte Anne Frank?" af canadiske Rosemary Sullivan kommer som planlagt på hylderne i Danmark 31. marts.

Det oplyser Alice Krogh Scott, der er talsperson i Danmark for forlaget HarperCollins, der står for den danske udgivelse.

- HarperCollins Publishers står fortsat ved udgivelsen af "Hvem forrådte Anne Frank?" af Rosemary Sullivan.

- Selv om vi anerkender, at nogle af opdagelserne har mødt kritik, er efterforskningen udført med respekt og omtanke for det følsomme emne, lyder det fra HarperCollins i en skriftlig kommentar.

Bogen, der hævder at have løst gåden om, hvem der angav Anne Frank og hendes familie til nazisterne i Amsterdam under Anden Verdenskrig, har fået kritik af historikere og jødiske grupper.

Den er siden blevet trukket tilbage i Holland af udgiveren Ambo Anthos.

Ifølge bogen var det en jødisk jurist ved navn Arnold van den Bergh, der var skyld i Anne Franks anholdelse i 1944.

Bogen er baseret på seks års ny efterforskning af det gamle mysterium, og en tidligere FBI-agent Vince Pankoke har deltaget i undersøgelserne.

Men efter de første begejstrede anmeldelser i januar har kritikere angrebet bogen for at være "sensationshungrende".

Siden har The European Jewish Congress i en rapport kaldt bogen "amatøragtig".

- Der er ikke et eneste seriøst bevis for denne voldsomme beskyldning, lyder det.

Også familien til Arnold van den Bergh er utilfreds med bogen. Et barnebarn opfordrer udgiveren, HarperCollins, til at opgive den engelsksprogede udgave af bogen.

- Med denne historie udnytter du Anne Franks historie, du forfalsker historie, og du deltager i uretfærdighed, siger barnebarnet ifølge BBC.

Efterforskerne bag bogen holder fast i deres undersøgelser.

- Vores teori er en teori og intet mere, siger chefefterforskeren Pieter van Twisk til det hollandske nyhedsbureau ANP.

Anne Frank døde i koncentrationslejren Bergen-Belsen som 15-årig. Kun hendes far, Otto Frank, overlevede. Hendes dagbog er solgt i over 30 millioner eksemplarer.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.