Danmark

Ornitologer vil forbyde jagt fra motorbåde i fuglerige områder

Jægerforbundet savner dokumentation for ornitologers påstand om, at jagt fra motorbåd skræmmer fugle væk.

Det går udover fuglelivet, når der bedrives jagt fra motorbåde. Det mener Dansk Ornitologisk Forening (DOF), der vil have jagtformen forbudt. (Arkivfoto).
Det går udover fuglelivet, når der bedrives jagt fra motorbåde. Det mener Dansk Ornitologisk Forening (DOF), der vil have jagtformen forbudt. (Arkivfoto). Lars Laursen/Ritzau Scanpix

Det skal være forbudt at jage fugle og ænder fra motorbåde langs danske kyster.

Det mener Dansk Ornitologisk Forening (DOF), der vil have indført forbud mod motorbådsjagt i de mest fuglerige områder.

Jagt fra motorbåd er ifølge biolog i DOF Knud Flensted "en af de mest forstyrrende jagtformer, der findes".

- Jagten i sig selv er voldsomt forstyrrende for fuglelivet på havet, og det er uforeneligt med en god beskyttelse af de fugle og dykænder, vi har et stort ansvar for at beskytte, siger han.

Problemet med jagten er ifølge biologen, at det skræmmer tusindvis af fugle og ænder væk fra deres fødeområder, når der løsnes skud.

- Det svarer lidt til at køre rundt i bil eller en ATV på marker og enge for at skyde rådyr og harer, siger Knud Flensted.

Jagt fra motorbåd er tilladt fra 1. oktober til 31. januar. Der er regler om, at farten skal dæmpes, når der bedrives jagt fra motorbåd.

Der er også en række zoner landet over, hvor jagt fra motorbåd er forbudt.

Det gælder eksempelvis i Roskilde Fjord og i den nordlige del af Øresund. Men de jagtfrie zoner er langtfra tilstrækkeligt, mener ornitologerne.

- Jagt fra motorbåd foregår i mange danske farvande - Kattegat, Køge Bugt, Lillebælt, Storebælt, dele af Nordsøen og Skagerrak.

- Det påvirker bestandene af de her arter negativt, blandt andet i Kattegat, hvor der tidligere var langt flere havdykænder, end der er nu, siger Knud Flensted.

Står det til ornitologerne skal motorbådsjagt forbydes i de såkaldte Natura 2000-områder, områder med strengt beskyttet natur og i de kommende marine naturnationalparker i Øresund og Lillebælt.

Danmark er ifølge Knud Flensted det eneste land i EU, der tillader motorbådsjagt. Derfor er ornitologerne også i "dialog med EU" om sagen.

- Vi forventer, at EU vil se meget kritisk på det her, siger Knud Flensted.

Hos Danmarks Jægerforbund ser formand Claus Lind Christensen ingen grund til at ændre på reglerne for motorbådsjagt.

- Det er uomtvisteligt, at man forstyrrer fugle, når man jager dem. Men jeg har ikke set dokumentation for, at det påvirker bestandene, sådan som DOF hævder, siger jægerformanden.

- Det her er en fuldstændig lovlig jagtform, der tidligere har været meget udbredt, men som nu er gået tilbage, i takt med at fuglene også er blevet færre, siger Claus Lind Christensen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden