Qvortrup indikerer at han blev presset ud af Ekstra Bladet

Ekstra Bladet har skiftet chefredaktør, og den afgående indikerer kraftigt en fyring og kritiserer ledelsen.

Hvis Henrik Qvortrup ikke selv havde frasagt sig posten som ansvarshavende chefredaktør for Ekstra Bladet, havde andre "formodentligt" gjort det for ham. <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

Hvis Henrik Qvortrup ikke selv havde frasagt sig posten som ansvarshavende chefredaktør for Ekstra Bladet, havde andre "formodentligt" gjort det for ham. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Hvis Henrik Qvortrup ikke selv havde frasagt sig posten som ansvarshavende chefredaktør for Ekstra Bladet, havde andre "formodentligt" gjort det for ham.

Det skriver han i et opslag på Facebook, hvor han også lægger sig ud med ledelsen for mediehuset, hvor han stadig er ansat.

- Jeg må dog være ærlig og tilføje, at det nok er en af den slags beslutninger, som andre formodentlig havde taget for mig, få nanosekunder efter at jeg ikke selv var nået frem til den, skriver han.

- At påstå andet er mere Komiske Ali, end jeg bryder mig om at være.

Siden afskeden har han undgået at svare på spørgsmål om sagen.

Han afviser i en sms til Ritzau at forholde sig til, om han er blevet fyret, hvilket flere medier har spekuleret kraftigt i.

Mandag kom det frem, at han stopper som ansvarshavende chefredaktør med øjeblikkelig virkning. I stedet skal han lave politiske analyser og podcast for Ekstra Bladet.

Administrerende direktør Stig Kirk Ørskov i JP/Politikens Hus har tidligere afvist, at der var tale om en decideret fyring. Ritzau har forsøgt at få et interview.

Den officielle grund til fratrædelsen var, at Qvortrup brænder mere for journalistikken end det ledelsesmæssige. Han er dog ikke helt enig i udlægningen og er ked af forløbet.

- Der er fejl på min side. Men der er også fejl hos den ledelse, der på et velbelyst grundlag valgte at binde an med mig, og tilsyneladende fortrød, nærmest inden vi var kommet i gang, skriver han.

Han mener, at avisen står skarpere, end før han tog over og peger blandt andet på en ny strategi, som han fremhæver bliver videreført af ledelsen.

Dermed fik han ni måneder på posten, og Knud Brix er ny ansvarshavende chefredaktør.

Han erkender, at han kunne have været en mere synlig leder, og at han har en "tilbagelænet" og uortodoks facon.

- Der var store forskelle mellem mit syn på rigtig ledelse og mine foresattes forventninger. Det er evident. Og det er en forklaringen på, at det endte, som det gjorde, skriver han.

Det vakte opsigt, da han blev udnævnt som chefredaktør på grund af en dom på et år og tre måneder, som han fik for at frembringe oplysninger ulovligt.

Det skete, da han var ansvarshavende chefredaktør for Se & Hør fra 2001 til 2008. I den tid var han ansvarlig på bladet, mens det ulovligt frembragte oplysninger om kendte mennesker.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden