Ni ud af ti tilfælde af partnervold anmeldes ikke

I en undersøgelse svarer 4,5 procent af kvinder og 2,4 procent af mænd, at de har været udsat for partnervold.

Mange kvinder og mænd i voldelige parfhorhold frygter for konsekvenserne ved at henvende sig til politiet, fortæller konstitueret direktør for Lev Uden Vold Louise Glerup Aner. <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Mange kvinder og mænd i voldelige parfhorhold frygter for konsekvenserne ved at henvende sig til politiet, fortæller konstitueret direktør for Lev Uden Vold Louise Glerup Aner. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

92 procent af danske sager om partnervold bliver ikke meldt til politiet.

Det konkluderer en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (Vive) og organisationen Lev Uden Vold.

Rapporten skelner mellem fire typer af partnervold: Fysisk, psykisk, seksualiseret og økonomisk vold.

Ud af 17.000 respondenter svarer 4,5 procent af kvinderne og 2,4 procent af mændene, at de har været udsat for mindst én type partnervold det seneste år. I 92 procent af tilfældene er ofrene ikke gået til politiet.

Tallene er fra 2020, men er først blevet offentliggjort med rapporten.

At der er et stort mørketal, kommer ikke som en overraskelse for Lev Uden Vold. Det er der flere grunde til, forklarer Louise Glerup Aner, der er konstitueret direktør i organisationen.

Et fællestræk for dem, der ikke anmelder volden, er frygt.

- Der er ofre, som bekymrer sig om, hvad der sker, hvis de anmelder volden. Om det kan gøre situationen værre derhjemme, og at partnervolden bliver voldsommere, siger hun.

Desuden kan offeret have et ønske om at beskytte den voldelige partner, ligesom det ikke er alle, der har tiltro til politiet håndtering af volden.

Det er dog noget, man i politiet er begyndt at fokusere mere på, fortæller Louise Glerup Aner.

Mai Heide Ottosen fra Vive er projektleder på undersøgelsen. Hun påpeger, at undersøgelsen ikke skelner mellem personer, der har været udsat for gentagen vold, og personer, der eksempelvis har fået en enkelt lussing.

Selv om det er et følsomt emne, har hun som udgangspunkt tiltro til, at respondenterne har svaret ærligt i undersøgelsen, da resultatet svarer til andre nyere undersøgelser af partnervold i Danmark.

- Men man kan aldrig gardere sig helt mod respondenter, som ikke ønsker at svare på spørgsmålene, enten fordi de ikke har erkendt, at de er udsat for vold, eller fordi det er for skamfuldt, siger Mai Heide Ottosen.

Vive og Lev Uden Vold vurderer, at omkring 82.000 kvinder og 43.000 mænd årligt udsættes for partnervold i Danmark.

- Kvinder er mere udsatte end mænd, og yngre er i større risiko for at blive udsat for partnervold end ældre.

- Derudover har personer, der har været anbragt uden for hjemmet som børn eller på anden måde har haft en svær bardom, større risiko for at blive udsat for partnervold som voksne, siger Mai Heide Ottesen.

Af de fire typer vold i undersøgelsen er psykisk partnervold den mest udbredte. Psykisk vold kan bestå i trusler, chikane, ydmygende behandling samt kontrol og isolation af partneren.

Økonomisk vold er den mindst udbredte voldstype i undersøgelsen.

Økonomisk vold dækker over situationer, hvor en kvinde eller mand kontrollerer og hindrer sin partners adgang til penge - for eksempel ved at have kontrol over partnerens konti og betalingskort.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden