Region efter amputationssag: Finder 38 millioner til karkirurgi

I Region Midtjylland er man blevet enige om at tilføre millioner til afdelinger efter amputationsskandale.

Efter flere rapporter om unødige amputationer, er politikere i Region Midtjylland blevet enige om at afsætte flere penge til karkirurgien. (Arkivfoto) <i>Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix</i>

Efter flere rapporter om unødige amputationer, er politikere i Region Midtjylland blevet enige om at afsætte flere penge til karkirurgien. (Arkivfoto) Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Efter sagen om unødige benamputationer, der i det sene forår kom frem i Region Midtjylland, har regionens politikere fundet 38 millioner kroner til at styrke området for karkirurgi.

Det skriver TV 2 Østjylland.

Blandt andet skal to portioner af ti millioner kroner tilføres regionens to afdelinger for karkirurgi på Aarhus Universitetshospital og Hospitalsenheden Midt. Det fremgår af regionens budgetaftale for 2023.

Amputationssagen tog fart i Midtjylland i april.

Her kom det frem i en ekstern rapport, at det på grund af kapacitetsproblemer på afdelingerne ikke kunne udelukkes, at flere havde fået amputeret deres ben, hvor det kunne have været undgået.

I slutningen af august stod det klart, at regionen foreløbig har identificeret 150 patienter, der de seneste ti år har fået amputeret et ben, hvor det måske kunne være undgået eller udskudt.

Nu har regionen valgt at styrke de afdelinger, hvor det har knebet med kapaciteten.

Desuden skal en del af de 38 millioner kroner gå til en ny såkaldt hybridstue i Aarhus.

- Så patienter kan få en mere skånsom behandling, fremgår det af budgetaftalen.

Stuen skal bruges til både operationer og røntgenundersøgelser. Derudover går fem millioner til en pulje, der skal sikre forebyggende indsatser.

- Udbygningen af karkirurgien vil ske i etaper, der vil strække sig over nogle år. Der skal blandt andet sikres fysisk kapacitet samt uddannes og rekrutteres personale, herunder både læger og sygeplejersker.

- Samtidig er det vanskeligt at estimere det faktiske kapacitetsbehov på lang sigt, fremgår det videre af budgetaftalen.

I starten af august udkom en rapport om antallet af amputationer i de fem regioner. Her fremgik det, at Region Sjælland er den, der foretager flest amputationer og færrest forebyggende behandlinger per 100.000 indbyggere.

Også Region Sjælland vil dog tilføre karkirurgien ekstra midler. Det fremgår af en budgetaftale, der blev præsenteret for en uge siden.

I 2022 har Region Sjælland foreløbigt afsat ti millioner til implementeringen af en handleplan, der skal sikre rettidig opsporing af patienter på området. Og til at styrke den faglige udvikling.

I 2023 har regionen afsat ti millioner til blandt andet øget kapacitet, styrket faglighed og nyt udstyr.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.