Regioner: Vigtigt med fokus på at forebygge sygdom
Færre hænder i sundhedssektoren skal også afhjælpes gennem forebyggelse, lyder det fra Danske Regioner.
En måde at gøre noget ved manglen på hænder i sundhedssektoren er at forebygge, at folk overhovedet skal på sygehuset.
Sådan lyder det fra Danske Regioner.
Derfor er det ifølge regionerne positivt, at netop forebyggelse fylder i det udspil til en sundhedsreform, som regeringen præsenterede tirsdag.
- Vi kan ikke bare gøre mere af det samme, for det vil der ikke være hænder nok til. Vi skal i højere grad lykkes med at forebygge sygdom, indlæggelser og genindlæggelser ved at sætte tidligt ind. Det handler om at gøre tingene på en anden måde, siger formand for Danske Regioner Stephanie Lose (V).
En del af regeringens udspil var møntet på befolkningens brug af tobak og alkohol.
Regeringen er blandt andet klar til at forbyde salget af tobak og nikotinprodukter for personer, som er født i år 2010 eller senere.
Derudover blev der luftet et forbud mod salget af alkohol til unge under 18.
Selv om Stephanie Lose er i tvivl om, hvor vidt en decideret forbudskultur er den rette vej at gå, er hun overbevist om, at der er plads til forbedringer inden for området.
- Fra regionernes side er vi meget optaget af, hvad der skal til for at sikre, at der er færre unge, der drikker så meget, som de gør. Danske unge har europarekorden i alkoholindtag, og der kan uden tvivl være flere løsninger på problemet.
- I forhold til rygning er jeg enig i, at vi skal sikre os, at færrest mulig ryger. Der er ingen tvivl om, at rygning er en af de mest alvorlige kilder til sygdom og forringet livskvalitet, siger hun.
Tirsdag præsenterede regeringen desuden en såkaldt kvalitetsplan, der skal sikre en ensartet kvalitet i alle dele af sundhedsvæsenet. Det gør sig også gældende på tværs af landsdele.
For eksempel ønsker regeringen at indføre praksispligt for unge læger, der også skal give flere læger ude i landet.
Kvalitetsplanen er et af de områder, som Danske Regioner har haft størst fokus på, fortæller Stephanie Lose.
- Vi ser meget gerne et stærkt fokus på, at man som borger møder en ensartet kvalitet i sundhedsvæsnet uanset geografi eller sektor.
- Der er dele af landet, hvor det er sværere at rekruttere, og det har en betydning for, hvor nemt det er at levere de sundhedstilbud, man ønsker i de enkelte kommuner og regioner.
- Samtidig ser vi, at nogle af de steder, der ligger længst væk fra byerne, også er blandt dem, som har den mest udfordrede sundhedsprofil, siger hun.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.