Rejsekortet ændrer vilkår efter krav fra forbrugerombudsmand

Det skal i fremtiden blandt andet være muligt at få udbetalt sit restbeløb et år efter rejsekortets udløb.

Udbyderne bag Rejsekortet har fået en række indskærpelser fra Forbrugerombudsmanden, der blandt andet kritiserer, at det er for besværligt at få udbetalt sin restsaldo. (Arkivfoto). <i>Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix</i>

Udbyderne bag Rejsekortet har fået en række indskærpelser fra Forbrugerombudsmanden, der blandt andet kritiserer, at det er for besværligt at få udbetalt sin restsaldo. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Gennem årene har Forbrugerombudsmanden modtaget omkring 250 klager over Rejsekortet. Det har fået tilsynsmyndigheden til at bede udbyderen bag om at ændre en række af sine vilkår.

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse. Her fremgår det også, at selskabet Rejsekort og Rejseplan vil rette ind.

- Det elektroniske rejsekort skulle gøre det let for forbrugere at tage offentlig transport. Det er det blevet, men teknologiske fremskridt berettiger ikke en tilsidesættelse af væsentlig forbrugerbeskyttende lovgivning, siger Forbrugerombudsmanden Christina Toftegaard Nielsen i meddelelsen.

Blandt andet får Rejsekortet kritik for dets udbetalingsvilkår. Det har været for besværligt for forbrugerne at få udbetalt eventuelle restbeløb fra kortet, der bruges overalt i den kollektive transport.

Hidtil har indehavere af et anonymt rejsekort kun kunnet få udbetalt et restbeløb få steder. Ellers har de skullet udfylde og indsende en formular. Desuden har det kostet et gebyr.

Fremover skal de kunne få udbetalt deres penge uden gebyr ved alle salgssteder og indtil et år, efter at det er udløbet.

Selve udløbsdatoen skal fremover også fremgå tydeligere. Rejsekort udløber efter fem år, men det står hverken oplyst på kvittering eller rejsekortet.

På sigt vil udløbsdatoen stå på selve kortet, lyder det i pressemeddelelsen.

I fremtiden skal rejsekortet heller ikke automatisk kunne spærres, hvis en rejsende har glemt at tjekke ud tre gange.

Det skal heller ikke være forbrugeren, der har bevisbyrden, hvis en rejse ikke er blevet registreret korrekt på kortet.

Og så må Rejsekort og Rejseplan ikke tage gebyrer for at slette en bruger, når denne har udbetalt sin gæld.

Udbyderne Rejsekort og Rejseplan har sagt, at det vil imødekomme alle kravene. Det skal både nemt og gennemsigtigt at være kunde, lyder det fra selskabet i pressemeddelelsen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.