Renheden af kokain når rekordhøjt niveau i Danmark

Der har de senere år været større risiko for overdosis, hvis man har indtaget kokain i Danmark, viser rapport.

Kokain på det danske narkomarked har nået et rekordniveau for renhed, oplyser Sundhedsstyrelsen. (Arkivfoto). <i>Handout/Ritzau Scanpix</i>

Kokain på det danske narkomarked har nået et rekordniveau for renhed, oplyser Sundhedsstyrelsen. (Arkivfoto). Handout/Ritzau Scanpix

I løbet af de seneste år er risikoen for en overdosis ved indtagelse af narkotika herhjemme steget.

Det skyldes, at renheden af eksempelvis kokain har nået et rekordhøjt niveau, mens styrken varierer mere end før.

Det fremgår af en ny rapport om narkotikamarkedet herhjemme, som Sundhedsstyrelsen har offentliggjort tirsdag.

- Illegale stoffer har ingen indholdsdeklaration, og når stofferne bliver stærkere, og der er så stor variation i styrken i de stoffer, der indtages, øger det risikoen for overdosering, siger chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen Kari Grasaasen.

Tal fra Landspatientregisteret viser imidlertid, at man indtil 2019 så et stigende antal af personer, der havde kontakt med et sygehus i forbindelse med forgiftning efter indtagelse af narkotika.

I 2019 havde lidt mere end 600 personer kontakt til et sygehus efter at være blevet forgiftet af kokain. Ti år tidligere lå tallet under 200.

Renheden af kokain i Danmark nåede et gennemsnitligt niveau på 67 procent i 2019. Det er højere, end det nogensinde er blevet registreret før i Danmark.

Til sammenligning lå gennemsnittet ti år inden på 20 procent.

Mens gennemsnittet er steget, har renheden af kokainen også varieret mere end før. Således kunne man ende med at indtage kokain med en renhed på mellem 14 og 90 procent.

Det er her, det ifølge Kari Graraasen bliver farligt.

- Det er et uforudsigeligt stofmarked derude, og risikoen for at blive forgiftet eller i værste fald dø af stofferne er der.

- Hvis man forventer at indtage kokain med en renhed på 14 procent, men ender med noget i den anden ende af skalaen, kan det ende med at blive fatalt.

Sundhedsstyrelsens arbejde på narkotikaområdet består ikke kun i at undersøge og analysere "kendte" misbrugsstoffer, men også de nye stoffer, som dukker op.

I perioden fra januar 2021 til juni 2022 fandt man således 28 nye stoffer, som blev risikovurderet.

- De nye psykoaktive stoffer er ofte mindst lige så farlige som de mere kendte stoffer. Derfor er det vigtigt, at vi følger de nye stoffer og håndterer dem, siger chefkonsulenten.

- Blandt andet ser vi løbende i disse år såkaldte syntetiske cannabinoider og nye syntetiske opioider, der ofte er meget stærke og potente.

Sundhedsstyrelsen overvåger stofmarkedet i Danmark med Toldstyrelsen og Rigspolitiet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden