Risiko for mangel på medicin: For få donerer blodplasma

Global mangel på stoffet immunglobulin fra blodplasma øger behovet for at finde nye bloddonorer.

Der er brug for mange flere bloddonorer, hvis ikke alvorligt syge skal risikere at mangle deres medicin.

Det skriver organisationen Bloddonorerne Danmark i en pressemeddelelse.

Bloddonorer kan give blod, plasma eller begge dele.

Fra plasma udvindes stoffet immunglobulin, som bruges til behandling af blandt andre patienter med nedsat immunforsvar.

Behovet for immunglobulin er stigende, og samtidig er der global mangel på stoffet. Det fortæller Bjarne Kuno Møller, der er cheflæge i Blodbank og Immunologi på Aarhus Universitetshospital.

- Den stigende globale efterspørgsel på immunglobulin vil i værste fald kunne kompromittere en optimal behandling af patienter i Danmark.

- Så vi arbejder hårdt på at undgå scenariet, hvor der ikke er plasma nok til behandling af danske patienter, siger Bjarne Kuno Møller.

For at undgå netop den situation arbejder regionerne på at gøre Danmark selvforsynende med plasma.

I de kommende år vil kapaciteten derfor blive øget, så der kan laves 200.000 flere donationer af plasma årligt.

Men hvis det skal lykkes, skal mange flere melde sig som bloddonor, siger Bjarne Kuno Møller. Han estimerer, at der er brug for mellem 50.000 og 100.000 nye donorer.

De fleste donorer giver nemlig ikke plasma mere end et par gange om året, så der er brug for rigtigt mange, siger cheflægen.

Han peger desuden på, at det kan være svært at få folk til at donere plasma, fordi det er mere tidskrævende.

Det tager således op til 45 minutter at donere plasma, mens det kun tager omkring et kvarter at give blod. Samtidig er det kun muligt at donere plasma 13 steder i landet.

- Nogle bor så langt fra de etablerede plasmacentre, at de ikke har mulighed for at komme frem til dem, siger Bjarne Kuno Møller.

Han håber, at regionernes øgede indsats på området vil betyde, at det bliver muligt at donere plasma flere steder.

Der er på nuværende tidspunkt registreret omkring 180.000 bloddonorer i Danmark. 98.000 af dem donerer også plasma.

For at blive donor skal man være mellem 17 og 65 år gammel.

Man skal veje mindst 50 kilo for at give blod, mens det for plasma er 60 kilo, man mindst skal veje.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Ansat på skole sigtet for at krænke flere børn
Luk