Roskilde Festival melder alt udsolgt til comeback efter corona

Partout- og endagsbilletter er udsolgt til Roskilde Festival. Der er stadig mulighed for at blive frivillig.

For første gang i flere år kan der igen blive mulighed for dans og fællessang foran Orange Scene - som her i 2016. <i>Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix</i>

For første gang i flere år kan der igen blive mulighed for dans og fællessang foran Orange Scene - som her i 2016. Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

Der står til at blive godt fyldt, når Roskilde Festival efter planen vender tilbage med øl og fællessang på festivalpladsen efter flere år i coronamørket.

Festivalen melder nemlig alt udsolgt til sommerens udgave.

Det sker i et Facebook-opslag mandag kort før middag.

- Den allersidste billet er netop blevet solgt. Det betyder, at alle endagsbilletter og billetter til hele festivalen er blevet solgt, skriver Roskilde Festival og takker for støtten.

Årets festival står til at blive det store comeback efter aflysninger i 2020 og 2021 på grund af coronapandemien.

Blandt hovednavnene er TLC, Dua Lipa, Megan Thee Stallion, Thomas Helmig og Robert Plant & Alison Krauss.

Det er forventningen, at festivalen kan forløbe helt uden restriktioner til sommer, har programchef for festivalen Anders Wahrén tidligere udtalt.

Har man ikke fået billet, er der endnu mulighed for at komme med, skriver festivalen.

- Man kan stadig ansøge om at blive frivillig, står der i Facebook-opslaget.

Festivalen afvikles fra lørdag 25. juni til søndag 3. juli. Musikprogrammet løber fra onsdag til og med lørdag.

Når festivalen vender tilbage til sommer, er det den 50. gang festivalen løber af stablen.

Også Post Malone, The Strokes, St. Vincent og Haim er på programmet.

- Vi kan ikke vente med at se jer alle sammen til festivalen igen!, skriver Roskilde Festival.

Coronarisikoniveauet blev i sidste uge nedjusteret til 1 i hele Danmark. Det er det laveste niveau til dato. Det skrev sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Facebook.

Danmark blev i vinter genåbnet med henvisning til vaccinetilslutningen og omikronvarianten, som typisk giver et mildere sygdomsforløb.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.