Runesten fundet under køkkengulv kan være blandt landets ældste

Om de fem runer på runesten indleder eller afslutter teksten, er afgørende for, hvor gammel stenen er.

Jellingstenene er nok de to mest kendte runesten i Danmark. En runesten, der er fundet i Randers, kan være en af landets ældste og yderst sjælden. Det kræver flere undersøgelser at afgøre, oplyser Nationalmuseet. (Arkivfoto). <i>Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

Jellingstenene er nok de to mest kendte runesten i Danmark. En runesten, der er fundet i Randers, kan være en af landets ældste og yderst sjælden. Det kræver flere undersøgelser at afgøre, oplyser Nationalmuseet. (Arkivfoto). Henning Bagger/Ritzau Scanpix

En runesten, der for nylig blev fundet under et køkkengulv i Randers, kan være en af landets ældste og dermed yderst sjælden.

Om det er tilfældet, afhænger af en lille, men afgørende detalje om runeteksten.

Det skriver Nationalmuseet på det sociale medie Twitter.

Her oplyser museet, at det kræver flere undersøgelser at afgøre, om runestenen for eksempel kan stamme helt tilbage fra 800-tallet, hvor vikingetiden begyndte.

Den afgørende detalje er, om de fem runer på stenen indleder eller afslutter runeteksten.

De fem runer på stenen kan læses "aft bi". Det kan oversættes til "efter B".

- Runesten er typisk rejst efter personer, og her er det måske en Bjørn eller Bjarne? Da en del af stenen er brækket eller hugget af, kan vi ikke læse mere af navnet - eller teksten, skriver Nationalmuseet.

Umiddelbart afslutter runerne sætningen, men de kan også indlede runeteksten, vurderer Nationalmuseets runolog Lisbeth Imer.

- Hvis det er begyndelsen på sætningen, tilhører stenen formentlig den allerældste gruppe af runesten, vi har i Danmark, skriver museet.

Hvis runestenen tilhører den ældste gruppe, så er den "yderst sjælden", da Danmark kun har få, der er så gamle, oplyser museet.

- Vi må være tålmodige og vente på, at yderligere undersøgelser afgøre, om Mosekær-stenen kan siges at tilhøre den ældste gruppe af runesten, så den for eksempel stammer fra 800-tallet, hvor vikingetiden begynder, skriver Nationalmuseet.

Ifølge Nationalmuseet er Randers, hvor stenen blev fundet, "lidt af et hotspot", når gælder runesten.

Runesten blev typisk rejst til minde om døde personer.

Runesten kendes kun fra Skandinavien og i de britiske områder, hvor nordboerne bosatte sig.

Fra vikingetidens Danmark kendes 260 runesten og i Norge omkring 50.

Langt de fleste findes i Sverige, hvor man kender over 2300 runesten.

Teksterne på runesten nævner altid de personer, der rejste stenene, og de personer, som stenene blev rejst for. De fleste blev rejst efter mænd.

Traditionen med at rejse runesten var i 700-, 800- og størstedelen af 900-tallet udbredt blandt vikingetidens rige og magtfulde familier.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.