vandvej og søtransport

Russisk skib i kajkollision forlader Horsens inden nye sanktioner

Fredag fik et russisk skib et hul i stævnen i dansk havn. Fra søndag må det og andre skibe ikke være i EU.

Et russisk skib kaldet Surgut, som fredag eftermiddag ramte kajkanten i Horsens med et ordentligt brag, sejler videre lørdag.

Det oplyser havnedirektør Claus Holm Christensen til TV 2 Østjylland.

- Der er ikke foregået noget strafbart, og ingen alkohol (var, red.) involveret. Derfor har vi frigivet skibet, siger han.

Skibet, som vejer næsten 10.000 ton, ramte kajen med stor kraft.

Men det er fortsat sødygtigt og kan forlade Horsens, inden nye sanktioner over for Rusland træder i kraft.

En af sanktionerne er, at russiske skibe ikke længere må lægge til i havne i EU, herunder i danske havne. Forbuddet træder i kraft søndag.

Da skibet ramte ind i kajkanten i Horsens fik det et hul i stævnen. Men hullet var over vandlinjen, så der har ikke på noget tidspunkt været fare for, at det ville synke eller for, at der kunne ske et olieudslip, skriver TV 2 Østjylland.

Claus Holm Christensen siger, at han var om bord skibet fredag aften, hvor mandskabet arbejdede på at reparere skaden.

- Der var en underlig stemning. Den er normalt ret fri, men jeg skulle jo fortælle dem, at de skulle forlade dansk farvand, siger direktøren.

Skibet Surgut har hjemme i Sankt Petersborg i Rusland og er bygget i 1994.

Den europæiske sanktionspakke er den femte i rækken, efter at Rusland den 24. februar indledte invasionen i Ukraine.

Som nogle af de første sanktioner indførte EU et flyveforbud for russiske fly i europæiske lufthavne. Og nu er der altså også indført et anløbsforbud, så russiske skibe ikke må anløbe havne i EU.

Ifølge TV 2 Lorry sker det omkring 250 gange om året, at et russisk skib lægger til i danske havne. 170 af dem er i Frederiksværk, hvor stålvalseværket NLMK DanSteel ligger. Det er ejet af den russiske rigmand Vladimir Lisin.

Hvis der er russiske skibe i danske havne, når forbuddet træder i kraft, skal den pågældende havn orientere skibsføreren om, at fartøjet er omfattet af forbuddet og skal forlade havnen, har Trafikstyrelsen oplyst.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden