Siden invasion har over 1500 ukrainere søgt asyl i Danmark
Fem ukrainere søgte i 2022 asyl i Danmark inden invasionens begyndelse. Siden er tallet steget markant.
Opdateret kl. 18:46
Søndag den 13. marts søgte 106 ukrainere asyl i Danmark.
Dermed har sammenlagt 1575 ukrainere søgt asyl i Danmark, siden Rusland invaderede Ukraine den 24. februar.
Det viser en opgørelse fra Udlændingestyrelsen mandag.
I uge 10 søgte 1053 ukrainere om asyl i Danmark.
Før Ruslands invasion havde blot fem ukrainere søgt asyl i Danmark i år. De tæller ikke med i udlændingestyrelsens opgørelse.
Ukraine og Danmark har en aftale om visumfrihed, hvis ukrainerne kommer til Danmark med et biometrisk pas. Det er et pas, der lagrer fingeraftryk på en chip i passet. Dermed kan ukrainere med pas rejse frit ind i Danmark i 90 dage, uden at de behøver at søge asyl.
Derfor kan der være ankommet flere ukrainere, som har tænkt sig at søge asyl, uden at de endnu har indleveret en ansøgning.
Den massive flygtningestrøm har fået Folketinget til at behandle flere særlove i et usædvanligt højt tempo.
Torsdag i sidste indførte regeringen en midlertidig lov, som gør det muligt for kommunerne at sikre indkvartering og forplejning til ukrainske flygtninge.
På torsdag - en uge efter - forventes endnu en særlov at træde i kraft. Den giver ukrainere mulighed for at søge om opholdsgrundlag. Det betyder, at ukrainere ikke skal sidde i flygtningecentre eller andre steder i lang tid, men derimod hurtigt kan blive integreret og komme ud på arbejdsmarkedet.
Det er ikke unormalt, at der går flere måneder, før et lovforslag er færdigbehandlet.
Regeringen har tidligere meddelt, at den regner med, at Danmark kan indkvartere op mod 20.000 ukrainere.
FN's seneste vurdering er, at mere end 2,8 millioner ukrainere af landets 44 millioner indbyggere er flygtet fra deres hjemland siden invasionen den 24. februar.
I alt vil fire millioner mennesker flygte fra Ukraine, hvis situationen fortsætter, lyder FN's prognose.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.