Skat åbner for forskudsopgørelse 15. november

Om lidt over en uge bliver det muligt at rette ens forventede indtægter og fradrag på Skats hjemmeside.

Tirsdag i næste uge åbner Skattestyrelsen for muligheden for at ændre sin forskudsopgørelse. (Arkivfoto). <i>Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix</i>

Tirsdag i næste uge åbner Skattestyrelsen for muligheden for at ændre sin forskudsopgørelse. (Arkivfoto). Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Der er mange fordele ved at have styr på sin forskudsopgørelse, og nu giver Skattestyrelsen snart de mere end fem millioner danske skatteydere mulighed for at få rettet de sidste ting til.

Tirsdag 15. november bliver der åbnet for muligheden for at ændre sin forskudsopgørelse for næste år.

- Det er god fornuft at tjekke, om oplysningerne, der står i forskudsopgørelsen, matcher de forventninger, man selv har for 2023.

- Ikke alene har det krone og øre-betydning, hver gang man får løn næste år, men det er også vejen til at undgå ubehagelige overraskelser, når årsopgørelsen kommer, siger Jan Møller Mikkelsen, der er underdirektør i Skattestyrelsen.

De fleste oplysninger kender Skattestyrelsen allerede. Men der kan være brug for at tilføje nogle fradrag eller forventede indtægter - særligt hvis de har ændret sig hen over det seneste år.

Det kan være, at man har omlagt lån, fået nyt job, har købt eller solgt et hus eller har mange hjemmearbejdsdage.

Sidste år var der hele 380.000 personer, der besøgte Skattestyrelsens tast selv-løsning inden for det første døgn, efter at der blev åbnet for forskudsopgørelsen.

Dertil skal lægges dem, der kontakter Skattestyrelsen via telefon eller chat.

- Vi oplever altid stor interesse for forskudsopgørelsen, når vi åbner den. Det bliver nogle travle dage, og der kan opstå lidt ekstra ventetid.

- Men vi har mange på plads ved telefoner og chat til at besvare henvendelserne, og vi glæder os til at tage imod alle dem, der har spørgsmål, siger Jan Møller Mikkelsen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.