Danmark

Skat registrerer det højeste antal logins på årsopgørelsen i ti år

3,2 millioner gange har borgere tjekket deres årsopgørelse i weekenden, og det er højeste antal i ti år.

Underdirektøren i Skattestyrelsen fortæller, at fire ud af fem borgere typisk får penge tilbage fra årsopgørelsen. (Arkivfoto).
Underdirektøren i Skattestyrelsen fortæller, at fire ud af fem borgere typisk får penge tilbage fra årsopgørelsen. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 12:49

Mandag er der officielt åbnet for, at man kan se sin årsopgørelse for 2024, og ved åbningen er der blevet logget ind cirka 3,2 millioner gange. Det er det højeste antal i ti år.

Det oplyser Skattestyrelsen til Ritzau.

Hos Skattestyrelsen glæder man sig over, at så mange har benyttet sig af muligheden for at tjekke årsopgørelsen i weekenden, hvor der har været teståbent.

- Vi har haft en rigtig travl testweekend med mere end tre millioner logins. Men det er gået rigtig godt. Rigtig mange borgere har tjekket og rettet til, siger underdirektør i Skattestyrelsen Ulrick Junge.

Han fortæller, at det ikke er usædvanligt, at så mange er interesserede i at tjekke årsopgørelsen.

- Vi er vant til, at der er en rigtig stor interesse omkring årsopgørelsen, og det er vi jo kun rigtig glade for, siger Ulrick Junge.

Borgerne har særligt haft et fokus på at tjekke kørsels- og servicefradrag.

- Borgerne retter først og fremmest i kørsels- og servicefradrag. Derudover er rejsefradrag også en kategori, der er blevet rettet i, siger Ulrick Junge og tilføjer:

- Det er helt sædvanligt, at det er de kategorier, folk retter i.

På trods af at så mange borgere har tjekket årsopgørelsen, understreger Ulrick Junge, at der fortsat er en del, der mangler at tjekke den.

- Det er rigtig godt, at mange har rettet, men der er dels borgere, der stadig mangler at tjekke deres årsopgørelse og dels nogle, som har brug for vores hjælp. Derfor er vi klar på telefonerne, siger han.

Det kan ifølge Ulrick Junge være gavnligt at ringe til Skattestyrelsen og få hjælp, hvis man for eksempel har restskat og skal betale penge tilbage. Og det er der en årsag til.

- Man kan få hjælp, hvis man har en restskat, så kan vi hjælpe med, hvordan man kan undgå den næste år, siger Ulrick Junge.

I samme ombæring opfordrer han til, at man tjekker sin forskudsopgørelse for 2025 og retter den til med det samme.

Ulrick Junge ved på nuværende tidspunkt ikke noget om, hvor mange penge borgerne i alt skal have tilbage, men han fortæller, at størstedelen får penge retur.

- Det, vi kan se historisk, er, at cirka fire ud af fem får pengene tilbage, siger Ulrick Junge.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden