Skattekontrol afslører mange problemer med vandpibetobak

I 83 procent af Skattestyrelsens kontroller med vandpibetobak er der ikke blevet betalt afgift.

Vandpibetobak, der er blevet beslaglagt af Skattestyrelsen, fordi der ikke er betalt afgift. I marts besøgte styrelsen i en aktion 22 vandpibecaféer på Sjælland. Kun én café kunne dokumentere, at der var betalt afgift. <i>Skattestyrelsen/Free</i>

Vandpibetobak, der er blevet beslaglagt af Skattestyrelsen, fordi der ikke er betalt afgift. I marts besøgte styrelsen i en aktion 22 vandpibecaféer på Sjælland. Kun én café kunne dokumentere, at der var betalt afgift. Skattestyrelsen/Free

Otte ud af ti kontroller med vandpibetobak udløser en regning for manglende betaling af afgift på tobakken.

Det skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse onsdag.

Styrelsen har mellem 2017 og 2021 udført omkring 240 kontroller af virksomheder, der sælger vandpibetobak. I knap 200 af dem var der ikke dokumentation for, at der var betalt afgift af tobakken.

Det svarer til 83 procent af virksomhederne.

Skattestyrelsens medarbejdere udfører kontroller i hele distributionskæden fra importvirksomheder til vandpibecaféer, fortæller Anne Sofie Hedemann, der er underdirektør i Skattestyrelsen.

Ofte viser kontrollerne, at virksomheden ikke har betalt afgift.

- Afgiften på tobak er høj, så der er et stort incitament for ikke at betale den, siger Anne Sofie Hedemann.

Når en virksomhed ikke kan dokumentere, at afgiften er betalt, bliver tobakken beslaglagt. Derefter får virksomheden en regning på den manglende afgift.

Ofte udløser det også en bøde, som bliver højere for hver gang, virksomheden bliver opdaget i ikke at betale afgift.

- Det er vores indtryk, at kontrollerne virker. Det gør rigtigt ondt på virksomhederne at få sådan en regning og bøde, siger Anne Sofie Hedemann.

Senest har Skattestyrelsen i marts udført en aktion, hvor 22 sjællandske vandpibecaféer fik besøg af kontrolmedarbejdere.

Her var det kun én af caféerne, der kunne vise dokumentation for, at afgiften var betalt.

En enkelt café fik besøg to gange samme aften.

Her blev caféen afsløret i at have anskaffet sig ny vandpibetobak, hvor der ikke var betalt afgift, efter det oprindelige lager var blevet beslaglagt.

Anne Sofie Hedemann understreger, at der ikke er tale om stikprøvekontroller. Kontrolmedarbejderne har ofte en mistanke på forhånd, inden de tager ud til en virksomhed.

Siden 2017 har Skattestyrelsen beslaglagt i alt 17 tons vandpibetobak og sendt regninger ud for 44 millioner kroner til virksomhederne.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden