Skattespecialist efter ændring: Husk at tjekke kørselsfradrag
Mange kan ifølge skattespecialist glemme at indtaste kørselsfradrag og risikerer dermed at gå glip af penge.
Opdateret kl. 13:14
Når man får adgang til sin årsopgørelse, gør man rigtig klogt i at huske at indtaste sit kørselsfradrag, hvis man er en af 1,1 million danskere, der pendler til arbejde.
For andet år i træk skal man nemlig selv indtaste kørselsfradraget på årsopgørelsen.
Henning Boye Hansen, skattespecialist og chefkonsulent i rådgivnings- og revisionsfirmaet BDO, frygter, at der er mange, der glemmer at få kørselsfradraget med på årsopgørelsen.
Skattestyrelsen registrerede et fald på 40.000 pendlere, der stoppede med at bruge kørselsfradraget fra 2019 til 2020.
- Det, tror jeg, er sket, fordi der er mange, der har troet, at det automatisk kom med på forskudsopgørelsen.
- Hvis det er 40.000 danskere, der har glemt kørselsfradraget på årsopgørelsen, så snakker vi om 400 millioner kroner i fradrag, som folk ikke har fået sidste år, siger han.
Det er dog ikke sikkert, at de 40.000 danskere, der stoppede med at bruge kørselsfradraget sidste år, har glemt det.
Det kan også være, at de ikke længere er berettiget til kørselsfradrag eller lignende.
Ændringen i kørselsfradraget skete, fordi mange danskere arbejdede hjemme under corona, og derfor ikke transporterede sig selv til og fra arbejde i samme grad som tidligere.
Skattestyrelsen åbnede for årsopgørelsen fredag aften, og klokken syv lørdag morgen, havde der været mere end en halv million login på hjemmesiden, hvor man kan se opgørelsen.
Omkring klokken 10 lørdag var der mere end en times ventetid på at komme ind og se årsopgørelsen.
Man kan få kørselsfradrag, hvis man sammenlagt har mere end 24 kilometer til og fra arbejde.
Fra 2019 til 2020 faldt kørselsfradraget fra 19,5 milliarder til 16,6 milliarder - et fald på 15 procent. Ifølge Skattestyrelsen kan faldet skyldes, at mange har arbejdet mere hjemmefra under coronaepidemien.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.