Smal dansk deltagelse ved årets Cannes-festival
De danske bidrag er få ved årets filmfestival i Cannes. Det samme er Hollywoods bidrag, konstaterer redaktør.
Den franske filmfestival Cannes har for 79. gang udvalgt film til fremvisning og Guldpalme-overrækkelse.
Når festivalen løber af stablen fra 13. til 24. maj, vil årets udgave dog ikke være præget af danske filmskabere.
Ifølge film- og tv-redaktør på kulturmediet Soundvenue og medlem af Danske Filmkritikere Jacob Ludvigsen skyldes det blandt andet, at filmskabere som Lars von Trier og Thomas Vinterberg ikke længere er lige så produktive som tidligere, eller at flere af deres projekter foregår i udlandet.
- Cannes er VM i filmkunst. Der findes ikke noget sted i filmverdenen, hvor det er sværere at komme ind end Cannes, siger Jacob Ludvigsen.
Desuden er det nye kuld af danske instruktører ikke kommet ind i loopet hos Cannes-komitéen, mener han.
- Der er opstået et tomrum, hvor en ny generation af filmskabere ikke er kommet ind i "Cannes-varmen".
En af de få danske aktører på Cannes er filmen "Fjord".
Den er blevet co-produceret af Snowglobe, der står bag film som "De forbandede år III", "Lave forventninger" og "Begyndelser".
Desuden finder man to fremvisninger af film fra danske instruktører uden for festivalens konkurrencer.
Det er film fra Nicolas Winding Refn og kortfilm-instruktøren Julius Lagoutte Larsen.
Man finder ingen store Hollywood-film på listen over nominerede ved årets Cannes-festival.
Cannes kan ifølge Jacob Ludvigsen være lidt af et minefelt for Hollywood-film. Det skyldes ifølge ham, at dårlige anmeldelser og en kritisk modtagelse kan give en film et blakket ry, allerede før den er kommet i biograferne.
Hovedprisen, Den Gyldne Palme, overrækkes fredag 22. maj.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.