Spiselige alger til Mars-mission giver dansk EM-guld i videnskab

En europæisk konkurrence for videnskabelige projekter fik en dansker blandt vinderne.

Den 19-årige Konrad Basse Fisker var en af de fire førstepladser ved den videnskabelige konkurrence EM i Science. <i>Free</i>

Den 19-årige Konrad Basse Fisker var en af de fire førstepladser ved den videnskabelige konkurrence EM i Science. Free

Hvad nu hvis man kan krydse spiselige alger med et gen fra et af verdens mest hårdføre dyr - kunne man så bruge algerne som føde på missioner til Mars?

For 19-årige Konrad Basse Fisker blev den idé guld værd ved EM i Science.

EM i Science er en EU-konkurrence, hvor 14-20-årige fra europæiske lande dyster på at præsentere det bedste videnskabelige projekter. Hvert land må højest komme med tre projekter.

Herefter udpeges fire førstepladser til de bedste projekter i feltet.

En af dem blev danske Konrad Basse Fiskers projekt. Her er fidusen, at de spiselige alger har et stort næringsindhold og modsat eksempelvis kartofler og majs rummer omega-3-fedtsyrer. Derfor er det godt egnet som føde på rummissioner.

Men eksempelvis Mars er en tør, giftig og kold planet, hvor der kræver en hel særlig hårdførhed, hvis en plante skal kunne dyrkes.

Her er tanken i projektet, at man kan krydse de spiselige alger med et gen fra et bjørnedyr, der er et af de mest hårdføre dyr. Der er ikke tale om en bjørn. Derimod er et bjørnedyr et mikroskopisk dyr, der er beslægtet med leddyr.

Et bjørnedyrs størrelse kan være et sted mellem 0,05 og 1,2 millimeter. De kan overleve mange forskellige steder og er fundet både i dybhavet og på de højeste bjerge i Himalaya.

Ifølge leksikonet Den Store Danske kan de tåle opvarmning til 100 grader celsius og nedsænkning i flydende helium med en temperatur på minus 272 grader celsius.

De kan tåle at tørre ud eller fryse i alle stadier er deres livscyklus. I udtørret stadig er de modstandsdygtige over for eksempelvis radioaktiv stråling, vakuum og for den sags skyld opløsningsmidler såsom 96 procent alkohol.

Med sit projekt vinder Konrad Basse Fisker, der går på Roskilde Katedralskole, 7000 euro og deltagelse ved den uge, hvor Nobelpriserne uddeles.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.