SSI: To undervarianter øger risiko for stigning i coronasmitte
I andre lande har to undervarianter været forbundet med smittestigninger. Det kan også ske i Danmark.

De to undervarianter BA. 5 og BA. 2.12.1 udgør hver mere end ti procent af de sekventerede prøver i uge 21. (Arkivfoto.) Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Mens antallet af påviste coronasmittetilfælde i Danmark fortsat er lavt, er der tegn på, at to undervarianter af omikron er i vækst.
Det skriver Statens Serum Institut i sin ugentlige statusrapport, som ser på udviklingen fra uge 20 til 21.
De to undervarianter, BA. 5 og BA. 2.12.1, udgør hver mere end ti procent af de sekventerede prøver i uge 21.
Det er en ret markant stigning i andelen af prøverne over de seneste uger. De to varianter øger ifølge SSI risikoen for smittestigninger i Danmark.
- SSI følger situationen tæt. Begge varianter har i flere andre lande været forbundet med smittestigninger på grund af deres spredningsfordel, siger SSI’s faglige direktør, Tyra Grove Krause, i en pressemeddelelse.
Lektor i matematisk epidemiologi på Roskilde Universitet Viggo Andreasen deler SSI's vurdering.
- Det er noget, vi har kunnet forvente de senere uger, fordi vi har fået rapporter fra Sydafrika og Portugal om, at de nye undervarianter er i stigning, siger han.
- Det skyldes dels, at de er gode til at sprede sig og gode til at undvige den immunitet, vi har fra vacciner og tidligere infektioner.
Han er dog ikke på nuværende tidspunkt voldsomt bekymret for udviklingen.
- Der er ikke noget, der peger på, at de i sig selv fører til alvorlig sygdom i en befolkning som den danske, der har immunitet fra vacciner og den store omikronepidemi tidligere på året, siger han.
Rapporten viser i øvrigt, at antallet af nye tilfælde af covid-19 er faldet med 20 procent mellem uge 20 og uge 21. Der er dog samtidig sket et yderligere fald i testaktiviteten.
Generelt kan den fortsatte fremkomst af nye undervarianter dog godt få Andreasen til at rynke brynene en anelse.
- Det er lidt overraskende, hvor hurtigt der dukker nye varianter op, som er gode til at sprede sig, siger han.
- Det kan på sigt godt give os problemer, hvis der samtidig kommer en variant, som fører til mere alvorlig sygdom.
- Men det er en overraskelse, som ligger i corona og jo har ligget der hele tiden. Så der er ikke noget nyt og alarmerende i det, vi ser lige nu.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.