Danmark

Stigende husleje lukker kendt spillested i Aarhus efter 59 år

Vestergade 58 lukker lige inden 60-års jubilæet. Ifølge forvalteren har stedet længe været uden indtjening.

I det nye år lukker Vestergade 58, der i 59 år har været scene for nyere kunstnere. Shit og Chanel med Anne Linnet (til venstre) spillede for første gang "Smuk og dejlig" på stedet. (Arkivfoto).
I det nye år lukker Vestergade 58, der i 59 år har været scene for nyere kunstnere. Shit og Chanel med Anne Linnet (til venstre) spillede for første gang "Smuk og dejlig" på stedet. (Arkivfoto). Scanpix/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 17:42

Det kendte spillested Vestergade 58 i Aarhus lukker efter 59 år.

Det skriver Århus Stiftstidende.

- Jeg er virkelig trist på musikkens og byens vegne. Men stedet har længe været en forretning uden indtjening, og økonomien er år for år blevet mere presset af blandt andet stigninger i huslejen, siger forpagteren af Vestergade 58, Carola Alvarado, til mediet.

I september opsagde Carola Alvarado lejemålet på spillestedets adresse i håbet om, at der kunne laves en ny lejeaftale.

Det lykkedes ikke. Derfor lukker det spillested, der blandt andet har dannet rammerne for det sted, hvor Anne Linnet for første gang sang "Smuk og dejlig".

- Jeg er virkelig ked af at være den, som må lukke et legendarisk spillested i Aarhus. Det gør ondt at træffe den beslutning i en by, som har brug for diversitet på musikscenen. Alt for meget ligner hinanden, siger forvalteren.

Vestergade 58 har været et spillested i baggården på adressen siden 1960'erne. Det har været kendt som et sted, hvor nyere kunstnere optrådte.

Carola Alvarado overtog spillestedet i 2017. Dengang omdøbte hun det til Casa V58.

Den sidste koncert bliver ifølge Århus Stiftstidende spillet 27. december. Fire dage efter bliver der afholdt en nytårsfest, som bliver afslutningsarrangementet på Vestergade 58.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden