sygdom og sygdomstilstand

Storrygere i 80'erne giver Danmark kedelig KOL-rekord i Europa

Det er "altafgørende", at KOL-patienter bliver diagnosticeret tidligere end i dag, siger speciallæge.

Danskerne røg rigtig meget i 1970'erne og 1980'erne. Det er med til, at der i disse år ses en bølge af lungeskader, fortæller formand for Lungeforeningen. (Arkiv).
Danskerne røg rigtig meget i 1970'erne og 1980'erne. Det er med til, at der i disse år ses en bølge af lungeskader, fortæller formand for Lungeforeningen. (Arkiv). Emil Helms/Ritzau Scanpix

Danmark har en kedelig rekord, når det handler om KOL (kronisk obstruktiv lungesygdom).

Danmark er det land i Europa, der registrerer flest KOL-dødsfald per indbygger. Det viser en analyse fra Lungeforeningen, skriver Berlingske.

- Vi har den kedelige rekord, fordi vi i 70'erne og 80'erne røg rigtig meget. Og det er den bølge af lungeskader som følge af den rygning, vi kan se for os nu, siger Torben Mogensen, formand i Lungeforeningen, til Ritzau.

KOL er en samlet betegnelse for kroniske sygdomme i lungerne. I Danmark opstår KOL næsten altid som konsekvens af tobaksrygning.

Ifølge rapporten er KOL blandt de mest udbredte dødsårsager i Danmark - kun overgået af kræft.

I 2020 kostede KOL 3355 mennesker i Danmark livet. Det svarer til, at seks procent af alle dødsfald i Danmark i 2020 havde KOL som den primære årsag. 2847 danskere havde det som en sekundær dødsårsag.

Ikke alle lande i Europa indberetter dødsfald relateret til KOL. Men blandt dem, der gør, ligger Danmark i top. Det har Danmark gjort i næsten hele perioden fra 2000 til 2019.

Den eneste undtagelse var i 2015, hvor Ungarn toppede listen.

Ifølge Lungeforeningen er det et problem i Danmark, at mange for sent opdager, at de har KOL.

Kirse Bock, speciallæge i lungemedicin på Vejle Sygehus, siger i analysen, at det er "altafgørende", at patienter bliver diagnosticeret "på et langt tidligere stadie af sygdommen, end tilfældet er i dag".

Hvis de bliver opdaget tidligere, kan det give dem bedre livskvalitet, lyder det fra Torben Mogensen.

- Vi skal opspore folk, som har begyndende KOL, så man kan hjælpe med rygestop, hvis folk stadig ryger.

- Det vigtigste er, at man kan starte behandlinger, så man kan få et bedre liv og en bedre livskvalitet med KOL. Vi håber også på, at man kan leve længere, hvis man får en ordentlig behandling og bliver opsporet tidligere, siger han.

Han fortæller, at KOL ofte er en sygdom, man kan have i lang tid uden at opdage det. Hvis folk for eksempel bliver mere forpustede, kan de finde på at tillægge det alderdom, selv om det måske i virkeligheden er en lungeskade.

Derfor kommer de først til lægen, når de er meget syge.

De folk skal fanges tidligere. Og det er der allerede planer i gang for at få til at ske, oplyser Torben Mogensen.

Praktiserende læger skal lave lungefunktionsundersøgelser, hvor patienter puster i et apparat for at tjekke, hvordan lungerne har det.

Lungeforeningen håber, at der kommer mere fart på de undersøgelser, i takt med at coronaepidemien aftager.

Ifølge foreningen lever omkring 400.000 danskere med KOL, men kun halvdelen ved, at de har sygdommen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden