Stort fald i tilfælde af kighoste under coronapandemien

I 2021 blev der registreret 80 tilfælde af kighoste i Danmark. Normalt registreres 600-1100 tilfælde om året.

43 procent af de kighosteramte børn under to år blev ifølge SSI indlagt med sygdommen i 2020 og 2021 (Arkivfoto). <i>Annette Riedl/Ritzau Scanpix</i>

43 procent af de kighosteramte børn under to år blev ifølge SSI indlagt med sygdommen i 2020 og 2021 (Arkivfoto). Annette Riedl/Ritzau Scanpix

Kighoste er næsten forsvundet under coronapandemien. Det viser en opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

I 2021 blev blot 80 danskere ramt af kighoste. Det skete, efter at Danmark i både 2019 og 2020 blev ramt af en langvarig og landsdækkende kighoste-epidemi.

Afdelingslæge ved SSI Peter Henrik Andersen mener, at håndteringen af coronapandemien kan være årsag til, at så få danskere blev ramt af kighoste i 2021.

- I forbindelse med coronanedlukningen ændrede det generelle smittemønster sig. Derfor blev risikoen for at blive smittet med kighoste også mindre.

- Derudover var der en kighoste-epidemi i 2019-20. Efter en epidemi vil der komme en periode med lav forekomst, fordi mange har været smittet og vil være immune, siger han.

Da Danmark i 2019-2020 var ramt af kighoste-epidemi, blev der i 2019 registreret 3.691 tilfælde af kighoste. I 2020 blev der registreret 2.390 tilfælde.

Ifølge Peter Henrik Andersen var der tale om et historisk højt antal registrerede tilfælde af kighoste i denne periode.

- Der har ikke været så mange påviste tilfælde i 35-40 år, og siden vaccinationsprogrammet blev indført.

Det høje antal tilfælde af kighoste bekymrede SSI. I efteråret 2019 indførte myndighederne et tilbud om gratis kighoste-vaccination til gravide i 2. og 3. trimester. Tilbuddet gælder indtil videre til udgangen af marts 2022.

Danmark rammes typisk af en kighoste-epidemi med tre til fem års mellemrum.

Ifølge Peter Henrik Andersen vil der gå nogle år, før vi igen kommer til at se en kighoste-epidemi i Danmark.

- En øget immunitet i befolkningen efter kighoste-epidemien 2019-20 har sandsynligvis lagt en dæmper på smitten med kighoste i nogle år frem, siger han.

Kighoste er kendt som en børnesygdom, men den kan både ramme voksne og børn. Særligt hos ikke-vaccinerede spædbørn kan kighoste have et alvorligt og i værste fald livstruende forløb.

Kighoste kendes ved hyppige hosteanfald med hostestød, der tømmer lungerne for luft. Derfor trækker en kighosteramt hurtigt og dybt luft ind for at få vejret. Det fremkalder den hivende og kigende lyd, som sygdommen er opkaldt efter.

Sygdommen kan give komplikationer som bronkitis, lungebetændelse og mellemørebetændelse.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.